Adm. direktør Per Jensen fra Air Support i en klassisk arbejdssituation. (Privatfoto)

Pioner inden for flyveplanlægning fylder 60 år

Per Jensen, der er adm. direktør, stifter og eneejer af Billund-virksomheden Air Support, fylder torsdag 60 år. Flyselskaber over hele verden køber produkter fra fødselarens virksomhed.

Da samtlige op imod 60 ansatte i Air Support, med hovedkontor i Billund og udviklingsafdeling i Odense, i øjeblikket arbejder hjemmefra, så kan de fysisk ikke være med til at fejre, at selskabets stifter og administrerende direktør Per Jensen torsdag den 9. april fylder 60 år.

Reception og skåltaler må vente, og i stedet har medarbejderne fået produceret en lykønskningsvideo, som fødselaren har fået tilsendt elektronisk.

Per Jensen står i dag i spidsen for en driftig virksomhed, der har specialiseret sig i en flyveplanlægningssoftware, der hedder PPS Flight Planning System og som har integreret webservices som CrewBriefing og Flight Watch, der benyttes af flyselskaber over hele verden. Kort og godt et professionelt system, der overvåger flyselskabenes trafik i luften.

Det er både charterflyselskaber, regionale og nationale flyselskaber, fragtflyselskaber og business jet-operatører, der benytter sig af virksomhedens produkter.

Pioner inden for flyveplanlægning
Denne virksomhed skabte Per Jensen tilbage i 1989, hvilket kun var 10 år efter at han som 19-årig havde erhvervet sit pilotcertifikat. 

Per Jensen (privatfoto)

Forinden var gået nogle år med fragtflyvninger i Storbritannien, og dengang undrede Per Jensen sig over, at flyveplanerne altid lignede hinanden trods forskellig last og skiftende vejrtyper. En blanding af arbejdstræthed kombineret med innovation og idérigdom var efterfølgende med til at skabe den succes, som blev grundlagt for 31 år siden.

“Per’s indflydelse på branchen har været bemærkelsesværdig og er det til stadighed idag. Han er en af pionererne indenfor flyveplanlægning som disciplin og har båret sit livsværk gennem tykt og tyndt i mere end 30 år. Til Per’s fortjeneste står Air Support solidt placeret i markedet med en stærk forretningsmodel, der også kommer til at sikre firmaet fremadrettet,” siger Peter Nielsen, der er driftsdirektør i Air Support.

Entrepenør og dygtig forretningsmand
Per Jensen, der råder over egen helikopter og eget fly, er kendt for at være meget vidende om luftfart. Succesen i virksomheden er blandt andet skabt på baggrund af en dybtgående viden om, hvad der sker i et cockpit og i et flyselskab.

“Per Jensen er en entrepenør og en dygtig forretningsmand, der har styr på tingene,” siger kommerciel direktør Kristian Tvergaard fra Sun-Air Aviation Group, der også står på kundelisten i fødselsarens virksomhed. “Flyselskaber i hele verden benytter hans produkter, fordi han altid har været god til at udvikle det, der er behov for.”

Air Support, der drives fra hovedkontoret på Nimbusvej i Billund, havde ifølge det senest aflagte regnskab i 2018 et bruttoresultat på 4,4 millioner kroner. Selskabet er 100 procent ejet af Per Jensen Holding, Billund ApS, der råder over en egenkapital på 13,8 millioner kroner.

 

Relaterede artikler:

Dansker til tops i europæisk flyveplanlægning