Forretningsrejsende holder sig væk fra London

Afholdelsen af de olympiske lege i den britiske hovedstad kan i sidste ende koste penge for luftfartsselskaber og hoteller. Forretningsrejsende opfordres til at blive væk fra London, og de dyre Business Class-flybilletter og luksushotelværelser afløses af flyrejser og overnatninger på økonomiklasse.

Det er verdens største sportsbegivenhed og samler milliarder af mennesker foran TV-skærmene, når atleter og sportsfolk fra hele verden om mindre end tre måneder samles i London til OL.

Alverdens hovedstæder kæmper indædt og i årevis om at tiltrække den enestående begivenhed, men det er ikke uden omkostninger for blandt andet luftfartsselskaberne.

Det er i høj grad de forretningsrejsende, som luftfartsselskaberne lever af og afholdelsen af de olympiske lege i den britiske hovedstad kan i sidste ende koste penge for luftfartsselskaber og hoteller.

Opfordres til at blive væk
Forretningsrejsende opfordres nemlig direkte til at blive væk fra London under OL og dermed afløsesde dyre Business Class-flybilletter og luksushotelværelser af flyrejser og overnatninger på økonomiklasse.

Ifølge en analyse foretaget af Air & Business Travel News er der udbredt bekymring blandt forretningsrejsende om hvorvidt man bør rejse til London under OL.

De fire primære bekymringer blandt de forretningsrejsende er forsinkelser i transportsystemerne, myldretid i London, mangel på personale og endelig hele sikkerhedsaspektet.

Samtidig bekymrer man sig også om muligheden for at kunne få et hotelværelse og prisen for disse. Ifølge de seneste oplysninger er hotelpriserne i London for nuværende 65 procent højere end samme periode sidste år.

Flere storeinternationale virksomheder har allerede besluttet sig for at aflyse alle ikke-væsentlige rejser til London under OL, også for at undgå lange køer i lufthavnene.

Undgå den 13. august!
Ikke mindst Heathrow Airport får ekstraordinært travlt, og især den 13. august, dagen efter afslutningen på OL, forventes 138.000 udrejsende på en enkelt dag, svarende til en stigning på 45 procent.

Allerede sidste år opfordrede en af Danmarks førende erhvervsrejsebureauer, Carlson Wagonlit Travel, at virksomheder og organisationer flyttede møder til alternative datoer enten før eller efter OL eller helt flytte møderne fra London.

Det forventes, at rejser til og fra London under OL vil være udsat for store forsinkelser med både fly, tog, busser og metro. De over 17.000 sportsfolk og 20.000 mediefolk vil nemlig fylde godt i Londons bybillede.

Den 30. udgave af De Olympiske Lege finder sted fra den 27. juli til den 12. august 2012.