Forsvarsministeren har beordret Forsvaret til at afbryde samarbejdet med Small Planet Airlines, der i dag skulle have fløjet med danske soldater for første gang. I stedet sendes soldaterne med rutefly og britiske militærfly.
Sent mandag aften besluttede forsvarsminister Nick Hækkerup (S), at Forsvaret skulle afbryde ethvert samarbejde med litauiske Small Planet Airlines, der ellers netopmandag overtog opgaven med at flyve danske soldater til og fra Afghanistan.
Første flyvning skulle have været gennemført i dag.Klokken 09.15 skulle et fly fra Small Planet Airlines være lettet fra Roskilde Lufthavn og have sat kursen mod Karup Lufhavn. Ombord skulle have været danske soldater, der sammen med de kolleger, der steg ombord i Karup, skulle være fløjet videre til Camp Bastion i Afghanistan.
Men tirsdag kl. 13.30 udsendte Forsvarets logistiskcenter, DANILOG, en besked til de soldater, som skulle have været med flyet, om at flyafgangen var aflyst. I stedet skal soldaterne flyve fra Københavns Lufthavn i dag kl. 14.55.
DANILOGs presseofficer kunne tirsdag eftermiddagover for CHECK-IN.dk ikke fortælle hvilket selskab soldaterne skal flyve med. Om det er med rutefly eller med chartret fly. Men netop kl. 14.55 i dag letter Emirates-maskinen mod Dubai. Det er derfor ikke utænkeligt, at soldaterne flyves til Dubai og derfra videre til Camp Bastion eller en anden destination i Afghanistan.
De soldater, der skal flyves hjem fra Afghanistan, får et lift med Royal Air Force til den britiske militærlufthavn Brize Norton, der er base for det britiske flyvevåbens transportfly. Herfra flyves de videre til Danmark. Hvordan den ugentlige flyvning mellem Danmark og Afghanistan fremover skal gennemføres er endnu uklart.
Det var tirsdag ikke muligt i Forsvarsministeriet at få oplyst hvorfor Forsvaret er blevetbeordret tilat afbryde samarbejdet med Small Planet Airlines endnu inden de havde gennemført én eneste flyvning.
Men beslutningen kommer efter at CHECK-IN.dk siden midten af februar har skrevet om Small Planet Airlines. Artiklerne har blandt andet handlet om certificeringer, lønvilkår for piloter og tidligere passagerers oplevelser.
Sagen har afstedkommet et spørgsmål i Folketinget fra Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen, til forsvarsminister Nick Hækkerup.Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, bebudede før påske, at han ville indkalde ministeren i samråd i Folketingets forsvarsudvalg om sagen.
Kontraordre
Formelt har Forsvaret en kontrakt med DSV om, at transportselskabet står for at arrangere lufttransporten af både passagerer og fragt mellem Danmark og Afghanistan. Det er derfor DSV, der havde indgået en aftale med Small Planet Airlines. Men ifølge CHECK-IN.dk’s oplysninger havde den beslutning opbakning i Flyvertaktisk Kommando. Men kort før det første fly skulle lette, blev der udstedt en kontraordre fra ministeren.
Uden sammenhæng med den danske kontrakt, såfik Small Planet Airlines tirsdag nye ejere. To af selskabets direktører købte således 99,5 af selskabet fra de tidligere ejere.