Fortsat skærpet sikkerhed i bulgarske lufthavne

Bombeangrebet mod israelske turister i Burgas-lufthavnen i juli måned har sidenhen medført ekstraordinære sikkerhedsforanstaltninger i Sofia og andre bulgarske lufthavne.

Den 18. juli gennemførte en selvmordbomber et angreb mod israelske turister i Burgas-lufthavnen i det sydlige Bulgarien. Eksplosionen dræbte frem af 42 israelere, der var ombord i en bus, der skulle transportere dem fra lufthavnen til de respektive hoteller. Også den bulgarske buschauffør omkom ved terrorangrebet.

Mens undersøgelserne stod på i Burgas-lufthavnen, måtte alle fly hertil omdirigeres til Varna-lufthavnen. Det norske lavprisflyselskab Norwegian flyver i sommersæsonen to gange om ugen mellem København og Burgas, men blev ikke umiddelbart berørt af den kortvarige lukning af lufthavnen.

Siden terrorangrebet har der været forhøjet sikkerhed i samtlige bulgarske lufthavne. Blandt andet også i Sofia Airport i den bulgarske hovedstad. Her har der været nødvendigt for Lufthansa at indskærpe overfor sine passagerer, at man skal møde op mindst to timer før planlagt flyafgang for ikke at risikere at blive forsinket af den øgede sikkerhedskontrol.

Umiddelbart efter terrorangrebet udstedte Sofia Airport forbud mod, at privat biler, taxaer og busser kørte op foran terminalområdet. Disse restriktioner er nu delvist lempet, men der er stadig en række begrænsninger.

Ingen adgang foran Terminal 1
Det yderste spor for Terminal 2 er nu åben for køretøjer, ligesom de offentlige busser følger de sædvanlige ruter til lufthavnen. Biler og taxaer har fået tilladelse til at foretage et stop undenfor begge terminaler med henblik på ud- og indstigning.

Området foran indgangsdøren i afgangshallen i Terminal 1 er stadig ikke tilgængeligt, ligesom taxakørsel fra lufthavnen udelukkende kan ske ved bestilling hos separate pulte i ankomsthallerne.

Der er ingen direkte flyforbindelse mellem København og Sofia. Her skal man i stedet via Wien med NIKI eller Austrian, via Prag med CSA Czech Airlines eller via Frankfurt og München med Lufthansa.