Forudser sikkerhedsudfordringer for kinesere

Der vil gå mindst en generation inden kinesiske flyproducenter vil kunne gøre sig gældende. Det vurderer Airbus, der peger på, at sikkerhed er alfa og omega, hvis man vil bide skeer med Airbus og Boeing.

I dag har Airbus og Boeing praktisk talt delt markedet for passagerfly over 100 sæder imellem sig. Canadiske Bombardier og brasilianske Embraer forsøger at få en lille bid af den absolut nederste del af markedet med flytyper til op til 120 passagerer.

Airbus og Boeing skal dog passe på med kun at stirre på hvad den anden gør. For alle er enige om, at Asien og især Kina vil være det helt store vækstlokomotiv i de kommende 20 år. Og kineserne vil ikke nøjes med at købe flyene i USA og Europa og dermed sende pengene ud af landet. De vil også bygge deres egne fly.

Længst fremme er Comac med sin Comac C919, der på papiret meget ligner Md-80 flytypen. Comac C919 får mellem 168 og 190 sæder og forventes at flyve første gang i 2014 og blive sat i drift i 2016. Flyet skal tage kampen op mod Boeing 737 og Airbus A320 og er bestilt i 380 eksemplarer – primært af kinesiske statskontrollerede flyselskaber og leasingselskaber.

Svært marked
Hos Airbus er man opmærksom på de ambitiøse kinesere. Men produktion af passagerfly er ikke bare noget man sådan lige kaster sig over, påpeger den europæiske flyproducent, der selv blevet skabt for at give amerikanske Boeing europæisk konkurrence.

”Det er meget svært marked, hvor sikkerhed har en meget stor betydning. Desuden skal man være i stand til at sætte flyene i drift, vedligeholde og udvikle dem. Det kræver erfaring,” siger Andrew Gordon, director for strategisk marketing og analyse hos Airbus, til CHECK-IN.dk.

Han vurderer, at de kinesiske flyproducenter først for alvor vil kunne bide skeer med Airbus og Boeing på det internationale marked i næste generation af fly omkring år 2025.

Kineserne har planer om på sigt at udvikle en Comac C929 og C939 med plads til henholdsvis 300 og 400 passagerer til at tage kampen op mod fly som Airbus A350XWB og Boeing 787 Dreamliner.

Det irske lavprisselskab Ryanair har flere gange luftet muligheden for, at de en dag køber Comac C919. Det kan dog i lige så høj grad være forhandlingstaktik for at presse Boeing og Airbus ved de kommende forhandlinger om køb af nye fly.