- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Forventer tab trods markant trafikfremgang

I det seneste kvartal gik det fremad med passagertallet hos easyJet, men trafikforstyrrelser i europæiske lufthavne har påvirket driften hos flyselskabet, der påregner at få et tab.

easyJet har netop offentliggjort en børsmeddelelse, hvori flyselskabet gennemgår de vigtigste begivenheder og de resultater, som man forventer sig af det seneste kvartal, som strakte sig fra april til juni og er det tredje i regnskabsåret for lavprisflyselskabet.

I meddelelsen lyder det, at selvom der har været fremgang i trafikken i løbet af de seneste tre måneder, så ender easyJet formentlig med et større tab. Selskabet oplyser, at man forventer et tab for kvartalet på 114 millioner britiske pund før skat, hvilket svarer til 1,0 milliarder kroner.

Det er dog fortsat en forbedring i forhold til det samme kvartal sidste år, hvor COVID-19-pandemien spillede en langt større rolle. Her fik easyJet et tab på 318 millioner britiske pund (2,8 milliarder kroner).

Ramt af forstyrrelser i flytrafikken
I løbet af kvartalet gik det dog fremad med genopretningen, og flere passagerer vendte tilbage til selskabets fly. I alt endte easyJet med et passagertal på 22 millioner. Tallet inkluderer kunder, forretningsrejser for flyselskabets personale samt solgte sæder, hvor passagererne ikke er mødt op, lyder det.

Selskabet havde en sædekapacitet på 24,9 millioner i løbet af kvartalet, og det svarer til 87 procent af niveauet fra det samme kvartal i 2019, som var det sidste normale år inden pandemien. I alt endte man med en belægningsgrad på 88 procent.

Flyselskabet har været særligt udfordret af de trafikforstyrrelser, der har præget luftfarten i løbet af sommeren, da easyJet blandt andet har en stor tilstedeværelse i London-Gatwick og Amsterdam-Schiphol, som er to af de lufthavne, der har været hårdt ramt.

Forventer forbedringer i indeværende kvartal
I meddelelsen fortæller easyJet, at trafikforstyrrelserne har kostet selskabet 133 millioner britiske pund (1,1 milliarder kroner). Alligevel fik selskabet dog afviklet 95 procent af trafikprogrammet, fortæller flyselskabets koncernchef Johan Lundgren.

”Til trods for tabet i dette kvartal grundet trafikforstyrrelserne, så har vores tilbagevende til at flyve i stor skala vist, at de strategiske initiativer, som blev lanceret under pandemien, fungerer.”

Johan Lundgren forventer, at genopretningen fortsætter, når han kigger frem mod regnskabsårets fjerde kvartal, hvor 71 procent af trafikprogrammet allerede er booket.

”easyJet forventer, at kapaciteten vil være omkring 90 procent af den, som vi opnåede i fjerde kvartal i 2019 på tværs af vores netværk af store europæiske lufthavne, og vi sigter efter en belægningsgrad på over 90 procent.”

Et af de andre store lavprisflyselskaber – Ryanair – offentliggjorde for nyligt kvartalsregnskabet fra de samme tre måneder, hvor easyJet forventer at få et tab. Ryanair endte dog med et overskud på 170 millioner euro, hvilket svarer til 1,26 milliarder kroner.


Relaterede artikler:

Yderligere 56 fly på vej til easyJet

Optimisme trods nyt halvårsunderskud i easyJet

Medie: easyJet afviser bud fra Wizz Air