En Airbus A319-100 fra det britiske lavprisflyselskab easyJet. (Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo)

Optimisme trods nyt halvårsunderskud i easyJet

Lavprisflyselskabet easyJet kom ud af sidste halvdel af regnskabsåret med et underskud, men registrerer i øjeblikket bookinger for sommeren, der ligger over 2019-niveauet.

Passagererne er igen begyndt at bestille billetter til flyvninger med easyJet, men selvom lavprisselskabet endnu ikke er på samme niveau, som det var før COVID-19-pandemien, bevæger forretningen sig i den rigtige retning.

Det fortæller flyselskabet i en børsmeddelelse forud for det kommende halvårsregnskab. Her lyder det, at selskabets kapacitet i marts i år nåede 80 procent af 2019-niveauet. Det forventes dog, at den udbudte kapacitet vil flugte med den fra før COVID-19-pandemien senere i regnskabsåret.

Flyselskabet må dog fortsat tage til takke med et underskud i perioden fra oktober sidste år og til slutningen af marts i år. Selskabet forudser, at det vil blive på mellem 535 og 565 millioner britiske pund, hvilket svarer til, at det lander et sted mellem 4,7 og 5,05 milliarder kroner.

Undgår krigens konsekvenser
Til trods for underskuddet er der dog også positive takter at finde i selskabets udmelding til aktionærerne, da krigen i Ukraine ikke ser ud til at få en lige så stor indvirkning på den daglige drift hos lavprisflyselskabet, som det har været tilfældet hos andre flyselskaber.

Ifølge easyJet skyldes det, at selskabet ikke beflyver nogle destinationer i hverken Ukraine, Rusland eller Hviderusland. Det tætteste selskabets flåde kommer på krigen er Budapest i Ungarn og Krakow i Polen, men de to destinationer tegner sig blot for 1,4 procent af selskabets samlede kapacitet.

Derudover tvinges flyselskabet heller ikke til at finde nye og mere bekostelige luftkorridorer for at opretholde betjeningen på ruteflyvningerne, da easyJet ikke benytter nogle af de førnævnte tre landes luftrum i den daglige drift.

Garderer sig mod stigende brændstofpriser
En af de umiddelbare konsekvenser ved krigen har været, at brændstofpriserne er steget markant, og det har udfordret økonomien hos nogle flyselskaber. Det slipper easyJet dog også i nogen grad for at bekymre sig om, da selskabet har prissikret en del af det forventede brændstofforbrug.

Ifølge Jet-A1-Fuel.com er dagsprisen for et metrisk ton flybrændstof i England i skrivende stund 1.225 dollars (8.400 kroner), men easyJet har betalt 571 dollars (3.920 kroner) per metrisk ton for 64 procent af det brændstof, der forventes at skulle benyttes i anden halvdel af regnskabsåret 2022.

I tillæg hertil har selskabet også prissikret en del af det forventede forbrug i næste regnskabsår 2022/23. Her er 42 procent af brændstoffet til første halvår blevet købt til 654 dollars (4.490 kroner) og 15 procent af det forventede brændsel til anden halvdel af regnskabsåret 2023 er blevet sikret til en pris på 766 dollars, som svarer til 5.260 kroner.

Bookingvolumen over 2019-niveau
I løbet af de tre første måneder af 2022 er der gennemført i alt 82.247 flyvninger. Det står i skærende kontrast til sidste år, hvor selskabet havde 11.672 flyvninger i samme periode.

Det er dog værd at bemærke, at tallet fra 2021 var påvirket af rejserestriktioner. Det var først den 24. januar i år, at Storbritannien fjernede alle de gældende restriktioner, og det gav et mærkbart løft til rejselysten, fortæller flyselskabet.

Koncernchef Johan Lundgren fra easyJet slår i udmeldingen fast, at det er hans opfattelse, selskabet har valgt den rette strategi i genopretningen. Han glæder sig desuden over, at efterspørgslen er vendt tilbage.

“Siden rejserestriktioner blev fjernet, har easyJet oplevet et stærkt opsving i efterspørgslen, hvilket har varet ved, og det har resulteret i en positiv udsigt for påsken samt tiden derefter, hvor vi har daglige bookingvolumener for sommeren, der i øjeblikket ligger foran dem på samme tid i 2019.”

 

Relaterede artikler:

Premiere i Gatwick på easyJet SAF-flyvninger

Medie: easyJet afviser bud fra Wizz Air

EasyJet belønnes af stram kapacitetsdisciplin