Primera Air Boeing 737. (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

FPU dybt bekymret over Primera-udflagning

Flyvebranchens Personale Union er dybt bekymret over hvad Primera Airs fortsatte udflagning af fly fra Danmark til Letland kan betyde for de danske ansatte.

Det danske flyselskab Primera Air mener selv, at selskabets udflagning af fire ud af otte fly fra Danmark til Letland er ganske tilfældigt og uskyldigt. Det er blot fordi, at det er mest praktisk at have operationscenter i samme land som der hvor selskabet har driftstilladelse og fly indregistreret. Da Primera Air netop har flyttet sit operationscenter fra Island til Letland, så er det nemmest også at flytte nogle af flyene til Letland.

”Det er blot tilfældigt hvor hvert fly flyver, idet registreringen er immateriel. Fly er registreret over hele verden. Hvor de så placeres er afhængig af udnyttelsen og behovet,” forklarede Hrafn Thorgeirsson, direktør for både danske Primera Air Scandinavia og lettiske Primera Air Nordic, i sidste uge til CHECK-IN.dk.

Dybt bekymret
Hos Flyvebranchens Personale Union, der organiserer det danske kabinepersonale og de danske piloter i Primera Air, ser man dog anderledes alvorligt på Primera Airs aktiviteter.

”Vi er dybt bekymret for Primera Airs nyoprettede selskab i Baltikum, som nu flyver i Skandinavien. Vores bekymring er, at dette kan betyde et tab af skandinaviske arbejdspladser. Derfor har vi naturligvis taget kontakt til vores nordiske og europæiske kolleger og organisationer. Det er helt naturligt at få styrket og koordineret vores indsats,” understreger næstformand i FPU, Anders Mark Jensen til CHECK-IN.dk.

Arbejder efter overenskomst
At halvdelen af selskabets fly nu ikke længere er hjemmehørende i det danske selskab, har ingen betydning for Primera Airs ansatte på basen i Københavns Lufthavn, forsikrede Hrafn Thorgeirsson i sidste uge overfor CHECK-IN.dk.

”Vores danske driftstilladelse eksisterer stadig og besætningerne arbejder efter overenskomsten,” forklarede Hrafn Thorgeirsson.

Den europæiske pilotsammenslutning, European Cockpit Association (ECA), anklagede fornylig Primera Air for at bedrive social dumping og regelshopping. Det var netop udflagningen af stadig flere fly, som ECA så som et forsøg på at bedrive social dumping og regelshopping ved at ansætte personale i Letland og lade tilsynet med flyene varetage af de lettiske luftfartsmyndigheder, som kan have svært ved at føre tilsyn med lettisk-indregistrerede fly, som til daglig flyver i helt andre lande.

Foto: Morten Lund Madsen