- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Fra 2,4 milliarder til 728 millioner flypassagerer

"Ingen branche kan alene stå imod sådan et chok," siger direktør for ACI Europe om 500 lufthavne i 45 europæiske lande, der i 2020 tabte 25 års trafikvækst som følge af coronapandemien.

Mange gange i løbet af 2020 er der blevet vist billeder i trykte og elektroniske medier af passagerfly holdende på lange rækker på jorden. Ingen har således været i tvivl om, at luftfartsindustrien har været særdeles hårdt ramt af COVID-19-pandemien.

Nu er der kommet tal på, for så vidt angår de europæiske lufthavne. Det er brancheorganisationen ACI Europe, der repræsenterer flere end 500 lufthavne i 45 europæiske lande, der har opgjort passagertallene for sidste år.

Mens der i 2019 var 2,4 milliarder passagerer, der rejste til og fra de europæiske lufthavne, så var dette tal i 2020 faldet til blot 728 millioner, hvilket svarer til et fald på 70,4 procent.

“Med kun 728 millioner passagerer i 2020 mod 2,4 milliarder passagerer i året før var Europas lufthavne tilbage til deres trafikniveau i 1995. Ingen branche kan alene stå imod et sådant chok. Mens nogle stater har taget skridt til økonomisk at støtte deres lufthavne, har kun 2,2 milliarder euro indtil videre været øremærket til dette formål i Europa. Dette er mindre end otte procent af de indtægter lufthavnene tabte sidste år,” udtaler Olivier Jankovec, direktør for ACI Europe.

Forskel på lufthavne inden for og uden for EU
Det er lufthavnene i EU, der er blevet hårdest ramt af coronakrisen. Passagertabet i EU var på 1,32 milliarder passagerer, hvilket er et fald på 73,0 procent i forhold til 2019. Tilbagegangen i de europæiske lande uden for EU var “kun” på 61,9 procent, hvilket repræsenterer 400 millioner passagerer.

Under forårets nedlukning var det hele Europa, der stod stille, men i fjerde kvartal af 2020 var der relativt store forskelle på EU-landene og landene udenfor. Det var især de store indenrigsmarkeder i Rusland og Tyrkiet, der påvirkede tallene. Derfor var passagerfaldet i fjerde kvartal af 2020 på 83,8 procent i EU-lufthavnene og 63,9 procent i de øvrige europæiske lufthavne.

Det var også årsagen til, at de to internationale Istanbul-lufthavne og de tre Moskva-lufthavne var de største i Europa i de sidste tre måneder af 2020. Samlet tabte de fem store europæiske lufthavne i Europa i alt 250 millioner passagerer sidste år. Der er tale om London Heathrow, Paris Charles de Gaulle, Amsterdam Schiphol, Frankfurt Airport og Istanbul Airport.

 

Relaterede artikler:

Her er de 20 største europæiske lufthavne i 2020

193 europæiske lufthavne kan komme i vanskeligheder

Europæiske lufthavne taber næsten en milliard passagerer