Mallorca er en af de danske charterrejsendes favoritdestinationer.

Fra Mallorca til ‘Maljorka’

Charterrejsen er stadig moderne, hævder Spies. Det understøttes af temaet ‘fra Mallorca til Maljorka’, der indrammer charter-aktiviteterne i Billund Lufthavn i jubilæumsåret.

Hvert år rejser 1,2 mio. på charterrejse fra danske lufthavne. Nogle er af sted på en rejse, der er sparet sammen gennem flere år, mens andre rejser på charter to, tre eller fire gange indenfor et kalenderår. Men under alle omstændigheder er summen nogenlunde konstant, med mindre at den danske sommer udvikler sig ugunstigt for charterarrangørerne med sol og varme. Det er nemlig en giftig cocktail, der betyder dyk i rejsesalget.

Spies deler sammen med Star Tour positionen som de største charterarrangører i Danmark. Spies og de øvrige større rejsearrangører har formået at afvise konkurrencen fra lavprisflyselskaberne, fordi man løbende har udviklet charterrejsen til de behov, der findes i dag.Det fortæller direktør Jan Vendelbo fra Spies i Danmark.

”De danske chartergæster har fundet ud af, at selvpakketering på internettet tager for lang tid, og så ved man ikke altid, hvad man får. Hos charterarrangørerne er der kvalitetsgaranti.”

At charterrejsen stadig er moderne markerer man også i Billund Lufthavn i forbindelse med 50-års jubilæet, der vil blive markeret gennem hele 2014. Alle jubilæumsaktiviteter omkring charter har fået overskriften ”Fra Mallorca til Maljorka.” Det skal i høj grad signalere, at charterrejsen har udviklet samtidig med danskernes opfattelse af, hvad en traditionel charterrejse skal og bør indeholde.

Rejsetrends
Hos Spies fokuserer man i stigende grad på rejser for voksne, selvom charterrejsen traditionelt har tilhørt kernefamilien. Men i dag er der 1,4 mio. singler, hvoraf mange selv har valgt at leve uden en fast partner. Samtidig er der 590.000 ægtepar uden børn eller hjemmeboende børn, hvilket gør voksenmålgruppen særlig attraktiv for charterarrangørerne. Det er særligt Sunprime-hotellerne hos Spies, der har den store tiltrækningskraft til denne målgruppe, da børn under 16 år ikke har adgang til disse hoteller.

En anden tendens i markedet er, at all-inclusive hotellernes vækst er stoppet. På nogle rejsemål vil det være utænkeligt ikke at kunne tilbyde all-inclusive, da hotellernes beliggenhed umuliggør andre forplejningsløsninger.

”Vi tror, at all-inclusive nu er stoppet ved 40 procent af samtlige rejser. I vort 2014-program går vi fra 41 til 39 procent på all-inclusive, hvilket afspejler efterspørgslen,” siger Spies-direktør Jan Vendelbo.

Spanien hitter stadig
Spies-direktør Jan Vendelbo konstaterer samtidig, at der er kraftig øget efterspørgsel til Tyrkiet blandt andet som følge af, at den tyrkiske valuta er blevet 24 procent mindre værd i forhold til sidste sommer. Samtidig er Grækenland på vej tilbage efter et dykket udløst af den økonomiske krise i landet. Tendensen er også, at Spanien fortsætter med at stige, mens Bulgarien går tilbage.

Friske statistikker viser, at der i 2013 var 985.000 ankomster i Spanien fra de danske lufthavne. Alene i den igangværende vintersæson tager 47 procent af Spies-gæsterne til De Kanariske Øer; henholdsvis Tenerife, Gran Canaria og Fuertventura. Det tal er dog godt hjulpet på vej af et svigtende salg til Egypten på grund af den fortsatte ustabilitet i landet.