Fra Mövenpick til Park Inn by Radisson

Den ekspansive Rezidor hotelkoncern overtager det tidligere Mövenpick Hotel Lübeck i Tyskland. Hotellet markedsføres fremover som Park Inn by Radisson Lübeck. Hotellets 197 værelser blev renoveret for tre år siden, og yderligere forbedringer er planlagt til 2012 og 2013.

Siger man navnet Mövenpick, vil mange danskere formentlig tænke på et eksklusivt mærke inden for is, men Mövenpick Hotels & Resorts er også en schweizisk hotelkæde med over 14.000 ansatte og 71 luksushoteller fordelt på 25 lande.

Men snart vil der været et hotel mindre under Mövenpick-navnet, for den ekspansionsivrige Rezidor hotelkoncern har netop overtaget det tidligere Mövenpick Hotel Lübecki Tyskland.

Nu skal hotellet i stedet markedsføres som Park Inn by Radisson Lübeck.

Driften af det 197 værelser store hotel varetages nu af den samme ledelse, som står bag det nærliggende Radisson Blu Senator Hotel i Lübeck.

Udover overnatningsmulighederne byder Park Inn by Radisson Lübeck. på restaurant, 1.200 kvadratmeter mødelokaler samt parkering og kort afstand til lufthavnen.

Hotellets værelser gennemgik en større fornyelse så sent som i 2008, men yderligere renovering er planlagt frem til 2013.

Globalt har Rezidor Hotel Group flere end 415 hoteller i 60 lande med 90.000 værelser opført eller på vej.

Selskabets hoteller er inddelt i fem forskellige varemærker, der markedsføres selvstændigt under navnene Radisson Blu, Park Inn by Radisson, Regent, Country Inn samt Hotel Missoni.