- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Fra Scandlines til Air Greenland

Efter at have været uden en kommerciel direktør i et år, kan Air Greenland den 1. februar byde velkommen til en ny kommerciel direktør, der har erfaring fra både Scandlines og CPH.

Den 1. februar 2021 bliver ledelsesgruppen atter intakt hos Air Greenland. Det har den ikke været siden november 2019, hvor Maliina Abelsen fratrådte efter tre år som kommerciel direktør i det grønlandske flyselskab.

Rekrutteringen efter afløseren blev igangsat allerede i januar i år, men først nu kan Air Greenland præsentere selskabets nye kommercielle direktør, og valget er faldet på Henrik Bjørner Søe, der kommer fra en tilsvarende stilling hos rederiet Scandlines.

Air Greenland fremhæver, at Henrik Bjørner Søe har en særlig baggrund fra kommercielle områder inden for kundeloyalitet, produktudvikling og udvikling af nye markeder. 

“Jeg er glad for at få Henrik med på holdet, idet vi hos Air Greenland i disse år har som strategisk topprioritet at tilpasse forretningen, med udgangspunkt i kunden, så vi altid kan tilbyde det bedste produkt, til den bedste pris,” siger administrerende direktør Jacob Nitter Sørensen i en kommentar til ansættelsen.

Indtræder i ledergruppe på seks personer
Selvom Henrik Bjørner Søe de seneste 10 år har været ansat hos Scandlines, så er luftfart ikke en fremmed verden for ham. I perioden fra 2000 til 2008 var han nemlig direktør for marketing og shoppingcentre i Københavns Lufthavn, og fra 1988 til 1993 var han tillige driftsdirektør hos ScanAviation.

Henrik Bjørner Søe, der har en uddannelse som cand.merc. fra Copenhagen Business School, flytter i løbet af januar til Nuuk sammen med hustruen.

Fra den 1. februar 2021 består ledergruppen i Air Greenland udover Henrik Bjørner Søe af Jacob Nitter Sørensen som administrerende direktør, Mogens E. Jensen som finansdirektør, Jørn E. Rasmussen som teknisk direktør, Mads B. Christensen som HR-direktør samt John R.M. Nielsen som direktør for flyoperationer (flyvechef, red.). Sidstnævnte blev ansat i Air Greenland i begyndelsen af 2020 og kom direkte fra en stilling som lufthavnschef i Esbjerg Lufthavn.

 

Relaterede artikler:

Air Greenland nedlægger 111 fuldtidsstillinger

Tidligere SAS-pilot er ny flyvechef hos Air Greenland

Air Greenland søger ny kommerciel direktør