En Airbus A330-200 fra Air Greenland. Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo

Air Greenland nedlægger 111 fuldtidsstillinger

Air Greenland forventer stor passagernedgang og skal spare mindst 225 millioner kroner. 60 fastansatte medarbejdere opsiges straks, og i alt nedlægges 111 årsværk.

Coronakrisen påvirker efterspørgslen på flyrejser i hele verden. Det gælder også i Grønland, hvor Air Greenland næste år forventer en nedgang på 30-35 procent i antallet af passagerer på selskabets indenrigs- og atlantruter.

Den situation får nu det grønlandske flyselskab til at nedlægge 111 fuldtidsstillinger. Det oplyser Air Greenland i en pressemeddelelse.

60 fastansatte opsiges straks
60 fastansatte medarbejdere bliver opsagt med det samme, mens de øvrige årsværk er ubesatte stillinger, der ikke vil blive genbesat og korttidsstillinger, der ikke bliver besat.

Air Greenland meddelte allerede i begyndelsen af maj, at selskabet ville komme til at nedlægge mellem 75 og 100 stillinger, men i sidste ende blev det altså lidt flere.

Den forventede nedgang i passagertallet på Air Greenlands ruter næste år betyder, at selskabet skal finde besparelser for minimum 225 millioner kroner for at kunne fastholde sin konkurrenceevne.

En lang række besparelser
Besparelserne findes gennem en kombination af nedsat produktion, generelle besparelser og tilpasning af kapacitet, herunder færre medarbejdere, oplyser selskabet.

”Vi har tilpasset vores fartplan og igangsat en lang række besparelser, men det er en alvorlig krise og vi kommer ikke udenom at skulle opsige dygtige medarbejdere og det er utrolig trist,” siger Jacob Nitter Sørensen, administrerende direktør i Air Greenland.

De 111 årsværk, som nedlægges, svarer til 30 procent af de samlede besparelser og knapt 20 procent af de samlede årsværk i Air Greenland.

Fælles indsats for at finde løsninger
”Vi har arbejdet tæt sammen med de ansatte og deres faglige organisationer i denne proces, hvilket betyder, at vi nu sammen har fundet de besparelser, der skal til. Jeg er på trods af situationens alvor imponeret over den helhjertede indsats, der har været for at finde fælles løsninger, som er svære, men tvingende nødvendige,” siger Jacob Nitter Sørensen.

Air Greenland lukkede som følge af coronasituationen alle flyvninger ned 20. marts, men har siden genoptaget indenrigsflyvningerne i Grønland, ligesom man har opretholdt et nødberedskab med flyvninger til Danmark med Dash 8-turbopropfly.

Air Greenland omfatter foruden af selve flyselskabet også datterselskaberne Hotel Arctic i Ilulissat og Grønlands Rejsebureau med kontorer i Nuuk, Sisimiut, Ilulissat og København.

 

Relaterede artikler:

“Det er en ubarmhjertig situation”

Air Greenland vil nedlægge op til 100 stillinger

CPH-Nuuk nonstop på otte timer i Dash-8