Frankfurt først med flaskeautomat

Frankfurt Lufthavn har opsat flaskeautomater lige før sikkerhedskontrollen. Pengene fra panten går til velgørenhed.

Nogle gange er nye initiativer og tiltag så oplagte, at man undres over, at ingen har gjort det før nu. Et af den slags tiltag er opstillingen af en flaskeautomat lige før lufthavnens sikkerhedskontrol. For mange af os glemmer stadig at tømme flaskerne med vand eller sodavand inden vi skal igennem kontrollen.

Men nu har Frankfurt Lufthavn gjort det oplagte og opstillet en flaskeautomat lige før sikkerhedskontrollen i lufthavnens terminal 1. Passagererne har dog ikke mulighed for selv at indkassere returpanten. I stedet kan de vælge mellem fire forskellige velgørenhedsorganisationer at donere pengene til.

Valget står for Frankfurt-passagererne mellem Verdensnaturfonden (WWF), organisationen ”Luftfahrt ohne Grenzen” og to lokale velgørenhedsorganisationer. Vælger man ikke en organisation selv, går pengene automatisk til WWF.

Frankfurt Lufthavn siger til airlinetrends.com, at automaten er blevet godt modtaget af passagererne, og at hvis de positive tilkendegivelser fortsætter med at strømme ind, vil man se på at opsætte flere automater i hele lufthavnen.

Gratis genopfyldning
Det er ikke kun i Frankfurt, at man har gjort særlige tiltag i relation til ”vandflaske-problematikken” i sikkerhedskontrollen. I San Francisco Lufthavns nye terminal 2 opmuntres passagererne til at tømme deres flasker inden de passerer gennem sikkerhedskontrollen i stedet for at smide dem helt ud. For på den anden side af sikkerhedskontrollen har lufthavnen opstillet vandhaner, der gør det muligt for passagererne at genopfylde sine vandflasker gratis.