Frankfurt Hahn Airport.

Frankfurt-lufthavn solgt til kinesere

Aktiemajoriteten i Frankfurt-Hahn Lufthavn er blevet solgt til en kinesisk virksomhed. Dermed får endnu en europæisk lufthavn kinesere i ejerkredsen.

Endnu en europæisk lufthavn får kinesiske ejerinteresser. Denne gang er det Frankfurt Hahn Airport, der er en fragt- og lavprislufthavn beliggende 120 kilometer fra Frankfurt. Lufthavnen har siden 2009 været ejet af de delstaterne Rheinland-Pfalz og Hessen med respektivt 82,5 og 17,5 procent af den samlede aktiekapital.

Nu har Rheinland-Pfalz underskrevet en købsaftale med et kinesisk konglomerat hjemmehørende i Shanghai om at overtage samtlige dets aktier og dermed majoriteten i den tyske lufthavn, der sidste år havde i underkanten af 2,7 mio. passagerer. For sammenligningens skyld svarer det størrelsesmæssigt til Billund Lufthavn.

Køberen af den tyske lufthavn er det kinesiske konglomerat Shanghai Yiqian Trading , der blandt andet beskæftiger sig med luftfart, logistik og international handel. Den juridiske repræsentant for Kina-selskabet er Dr. Yu Tao Chou, der har et betydeligt netværk i luftfartsindustrien, og han har angiveligt stået bag internationalseringen af en række kinesiske flyselskaber, herunder Yangte River Express.

“Med overtagelsen gennem en privat investor begynder et helt nyt kapitel hos Hahn. Køberen har forpligtet sig til at betale et tocifret beløb i euro for ejerandelen, men beløbet ligger i den lave ende,” siger Roger Lewenzt, der er indenrigsminister i Rheinland-Pfalz.

Først venter dog en endelig godkendelse i Landdagen, der er delstatsparlamentet i Rheinland-Pfalz, og herefter skal EU-Kommissionen også endeligt godkende transaktionen.

Vil udvide fragttrafikken
Kineserne har især fokuseret på, at Frankfurt-Hahn er en lufthavn, hvor det er tilladt at operere 24 timer i døgnet i modsætning til mange storlufthavne, hvor der er begrænsninger om natten. Dermed vil det være muligt at få fragtflyene ekspederet i nattetimerne, hvor travlheden er begrænset og den tunge trafik til og fra lufthavnen kan køre uforstyrret. Fragttrafikken er gået voldsomt tilbage de senere år, men det ønsker kineserne at ændre på.

I lufthavnen er der i dag lidt flere end 70 virksomheder, der tilsammen beskæftiger omkring 2.500 ansatte, men indregner man de indirekte effekter skaber lufthavnen beskæftigelse til rundt regnet 11.000 mennesker i regionen, så der er tale om en vækstmotor for beskæftigelsen.

Største operatører i lufthavnen er så ubetinget lavprisflyselskaberne Ryanair og Wizz Air samt nu også SunExpress, der ejes af Turkish Airlines og Lufthansa i fællesskab. De største fritidsdestinationer er Mallorca, Kreta og Lissabon, mens London og Milano især henvender sig til markedet for forretningsrejser. I den kommende sommer forventes der at blive udbudt flyrejser til omkring 50 destinationer.

“Vi hører i Tyskland til en af de hurtigst voksende lufthavne i passagersegmentet,” siger lufthavnsdirektør Markus Bunk i en pressemeddelelse.

Flere kinesere i europæisk luftfart
Kinesiske virksomheder har generelt et godt øje til den europæiske luftfartssektor, herunder også lufthavnene. Det vakte stor opsigt, da den franske regering i slutningen af 2014 solgte 49,9 procent af aktierne i Touluse-Blagnac Lufthavn. Udover at være den fjerdestørste lufthavn i Frankrig, er det også hjemstedet for flyproducenten Airbus, hvorfra selskabet testflyver og prøver nye flymodeller af.

Der er også kinesiske interesser i europæiske lufthavne. Fra FGP Topco Ltd. købte det kinesiske konsortium, China Investment Corporation (CIC) i slutningen af 2012 sig ind i Heathrow Airport Holdings Ltd. ved at overtage 10 procent af aktierne. I dette selskab har Qatar Holdings også sikret sig en ejerandel på 20 procent.

 

Relaterede artikler:

Kinesere fortsætter storopkøb i Europa

Radisson-hotellerne overtaget af kinesisk luftfartskoncern

Kinesere vil overtage Swissport

Kinesere køber sig ind i London Heathrow