- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Fremtiden for Thai afklares 14. september

Konkursret ventes at afsige kendelse om Thai Airways’ rekonstruktionsplan midt i september. Undersøgelse afslører storstilet korruption, som en af årsagerne til selskabets problemer.

Flyselskabet Thai Airways har gennem flere måneder kæmpet for at undgå en truende konkurs.

I maj indgav selskabet en anmodning om konkursbeskyttelse, og i samme måned godkendte den centrale thailandske konkursret en rekonstruktionsplan for selskabet.

I løbet af august har der været afholdt en række officielle høringer, hvor retten har skullet tage stilling til en række mindre kreditorers indsigelser mod planen om en rekonstruktion. Høringerne har ifølge Thai Airways’ fungerende præsident fået en vellykket udgang.

“Dagens høring gik godt, og udsigterne er gode,” sagde præsidenten, Chansin Treenuchagron, i en erklæring efter den seneste høring den 25. august.

Store kreditorer bakker op om plan
Thai Airways forventer nu, at konkursretten vil afsige sin kendelse om rekonstruktionsplanen den 14. september, meddeler selskabet ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Thai Airways ledelse og juridiske rådgivere har tidligere sagt, at de er overbeviste om, at retten ville godkende rekonstruktionsplanen som følge af enighed mellem flyselskabets store kreditorer.

Mens Thai Airways’ fungerende ledelse tilsyneladende er optimistiske i forhold til selskabets fremtid, lyder der anderledes kritiske røster fra den thailandske regering – ikke mindst i forhold til flyselskabets tidligere ledelse og tidligere regeringer.

Dårlig ledelse og korruption
Den thailandske vicetransportminister Thaworn Senneam orienterede fredag i sidste uge ifølge Bangkok Post om resultaterne af en officiel undersøgelse af, hvad der gik galt i selskabet i perioden fra 2017 til 2019.

Ifølge vicetransportministeren er det dårlig ledelse og korruption blandt snesevis af ledere og politikere, der har ført til Thai Airways’ alvorlige økonomiske problemer. Selskabets tab på mindst 62,8 milliarder thailandske baht (12,6 milliarder kroner) begyndte allerede i 2008 – kort efter, at Thai Airways havde erhvervet en flåde af 10 Airbus A340-fly.

De brændstoftørstige fly blev blandt andet brugt på selskabets ruter til Los Angeles og New York i USA, hvor hver eneste flyvning i perioden fra 2005 til 2013 var en underskudsforretning. Herefter blev flytypen udfaset.

Bestikkelse af politikere og Thai Airways-ledere
Ifølge vicetransportministeren er der endvidere beviser for bestikkelse på mindst 2,6 milliarder bath (522 millioner kroner) til to politikere, embedsmænd og ledere i Thai Airways i forbindelse med købet af Airbus-flyene.

Undersøgelsespanelet har også fundet prisforskelle på så meget som 589 millioner baht (118 millioner kroner) i leasingaftalerne for seks af selskabets Boeing 787-800 og to Boeing 787-900.

Ifølge ministeren skyldes prisforskellen dels bestikkelse for omkring 245 millioner baht (49 millioner kroner) betalt af motorproducenten Rolls-Royce gennem mellemmænd til embedsmænd og Thai Airways-ledere for køb af motordele og fast betaling for reparations- og vedligeholdelsestjenester.

 

Relaterede artikler:

Thai i svære forhandlinger med leasingselskaber

Thai Airways kan flyve videre under konkursbeskyttelse

Nyt stort kvartalsunderskud i Thai Airways