Gav pizza til hele flyet

Piloten på et forsinket amerikansk passagerfly ydede en service til flyets 160 passagerer, som gik lidt ud over det sædvanlige.

Den lokale Dominos Pizza-filial i byen Cheyenne i den amerikanske stat Wyoming fik mandag en bestilling lidt ud over det sædvanlige. Det var nemlig kaptajnen på et passagerfly, der ringede for at bestille pizzaer til flyets 160 passagerer og besætningsmedlemmer. De i alt 35 pizzaer skulle dog ikke leveres i 10 kilometers højde i luftrummet over den vestamerikanske stat. I stedet skulle de leveres i den lille lokale Cheyenne Regional Airport omkring 1,5 kilometer nord for byen.

Flyet var egentlig på vej fra Washington D.C. til Denver. På grund af dårligt vejr i Denver blev det imidlertid bedt om at lande i den lille lufthavn. Her sad kaptajnen, den øvrige besætning og passagererne så uden at få hverken vådt eller tørt.

Ikke nærig
På et tidspunkt blev det for meget for kaptajnen, der greb mikrofonen og gav passagererne en ikke helt normal besked.

”Mine damer og herrer. Frontier Airlines er kendt for at være et af de billigste flyselskaber i USA, men jeres kaptajn er ikke nærig. Jeg har netop bestilt pizza til hele flyet.”

Efter to timer på jorden i Cheyenne satte flyet med mætte passagerer og besætningsmedlemmer kursen mod Denver.

Foto: Apatzi / Wikimedia Commons