- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Genåbner bane i Helsinki efter halvt års nedlukning

Den ene af tre startbaner i Helsinki Airport har været lukket i et halvt år som følge af begrænset trafik, men fra 30. april 2021 vil banen atter være i brug.

Én af startbanerne i Helsinki Airport har været lukket for trafik siden 1. november 2020. Banen blev lukket som et resultat af langt færre operationer under coronapandemien.

Den finske lufthavnsoperatør, Finavia, oplyser nu, at startbanen genåbnes 30. april 2021 efter et halvt års nedlukning. I løbet af den forgangne vinter var der omkring 100 til 150 starter og landinger om dagen i Helsinki Airport, hvorfor den finske hovedstadslufthavn nemt har kunnet nøjes med de to øvrige baner. I normale tider vil det daglige antal operationer være over 500.

”Selv om antallet af flyvninger stadig er betydeligt lavere end i 2019, er vi igen i stand til at have alle tre startbaner i lufthavnen åbne. Det er et tegn på, at sommeren er på vej og et bevis på vores tro på en lille stigning i flytrafikken i det tidlige efterår,” siger Jani Elasmaa, Finavias direktør med ansvar for driften af startbaner og forplads i Helsinki Airport.

Flere mindre flytyper
I løbet af coronapandemien har de flyselskaber, der opererer til Helsinki Airport, typisk benyttet mindre flytype end normalt – eksempelvis turbopropflyene ATR og mindre jetfly af typen Embraer. Og dermed har støjniveauet også været mindre i den finske lufthavn.

Når den tredje startbane igen er i brug fra 30. april, vil principperne for anvendelse af startbaner og støjkontrol vende tilbage til normal. Også selv om trafikken stadig måtte være på et langt lavere niveau end sædvanligt.

Reparationsarbejde hen over sommeren
Når den tredje bane åbner, vil den primære bane, der benyttes til landing i Helsinki Airport, være bane 15, men også bane 22L vil blive brugt til landinger. Den tredje og fjerde bane, hvor der fremadrettet kan foretages landinger, er bane 04L og bane 04R.

Fra 30. april vil den primære startbane være bane 22R. Men de fly, der skal lette, vil også benytte bane 22L og bane 04R. Generelt kan Helsinki Airport benytte sig af flere forskellige banekombinationer, lyder det, og brugen af banerne vil være tilbage til normal.

Hver sommer foretager lufthavnen reparation af samtlige startbaner og taxiveje. I år vil reparationsarbejdet indledes i begyndelsen af juni, og arbejdet vil påvirke brugen af banerne. Helsinki Airport vil løbende oplyse om ændringer om blandt andet retningen af flystøj.

 

Relaterede artikler:

Helsinki Airport vil masseteste ankommende passagerer

Afslutter tre års renoveringsarbejde i Helsinki Airport

Helsinki Airport hårdt ramt af finske rejserestriktioner