Den nordjyske lufthavn ved Aalborg synes ikke til at stoppe. I marts måned rejste 116.628 passagerer gennem lufthavnen. En fremgang på 40,4 %. Også pæn fremgang i Billund Lufthavn, omend væksten er mere beskeden.
Rekorderne står for fald i Aalborg Lufthavn. Således var marts måned den største måned nogensinde i lufthavnens historie. Med en fremgang på næsten 34.000 passagerer rejst 40,4 % flere gennem lufthavnen i forhold til samme måned året før.
Det er naturligvis indenrigstrafikken, der fylder godt i de nordjyske statistikker. Næsten 100.000 – helt præcist 98.692 – rejste på Danmarks største indenrigsrute til København. Og der ser ud til at være flere indenrigsrejsende på vej til lufthavnen.
“Efter påske indsætter Cimber Sterling yderligere 3 daglige flyvninger mellem Aalborg og København, hvilket betyder, at vi tilbyder hele 25 daglige afgange – det højeste antal indenrigsflyvninger på denne strækning nogensinde,“ fortæller lufthavnsdirektør Søren Svendsen.
Udenrigstrafikken er næsten tredoblet fra beskedne 3.144 i marts måned 2009 til 12.444 i samme måned 2010. Det er især Norwegian og Cimber Sterlings store satsninger i udviklingen af udenrigstrafikken, der har givet positive resultater på den konto.
Der er dog stadig langt til det antal udenrigspassagerer, som lufthavnen i Billund kan præstere. I marts måned rejste 119.596 passagerer på udenrigsruterne, hvilket var 18,8 % flere end året før.
Også på indenrigstrafikken fra Billund Lufthavnvar der fremgang. Lidt mere end 16.000 passagerer benyttede Cimber Sterling og Norwegians indenrigsrute i marts måned. Norwegian-indenrigsruten blev dog en enlig svale, idet den er lukket igen pr. 4. april. Men i forbindelse med Norwegians korte visit på indenrigsruten til København formåede selskabet – sammen med Cimber Sterling – at løfte indenrigstrafikken fra Billund med ikke mindre end 79,1 %. Men en samlet stigning på 7.164 passagerer på Billund-København var ikke nok i betragtning af, at Norwegian samlet udbød 21.600 sæder i marts måned.
Chartertrafikken går dog stadig tilbage i de to jyske lufthavne. Billund mistede 3,4 % af passagererne svarende til 2.070, mens Aalborg Lufthavn måtte vinke farvel til 1.304 charter-rejsende svarende til 19,4 %.
—
Fototekst: Lufthavnsdirektør Søren Svendsen kan glæde sig over en fremgang på 40,4 % i marts måned.