Forpladsen i Billund Lufthavn. (Arkivfoto: Morten Lund Tiirikainen)

Glæde over Ryanair-exit

Flere charterarrangører håber, at Ryanairs exit fra en række Billund-ruter vil fjerne usund overkapacitet i den jyske lufthavn og give et mere afbalanceret marked. Glæden kan dog vise sig at være kortvarig.

Når Ryanair i morgen aften lukker og slukker for sin base i Billund Lufthavn, så betyder det også, at det irske lavprisselskab i de kommende måneder vil lukke en række ruter, hvor der længe har været en overkapacitet af sæder til salg.

Derfor vækker baselukningen glæde hos flere af de charterarrangører, som flyver direkte vinge mod vinge med Ryanair fra Billund til en række soldestinationer i Sydeuropa. 30. juli lukkes ruterne til Korfu og Chania på Kreta og til oktober lukker Ryanair ruterne til Budapest, Malaga og Tenerife. Desuden er det endnu uafklaret hvor mange eller hvor få ruter Ryanair vil have ud af Billund i sommersæsonen 2016.

”Generelt har der været en usund overkapacitet om vinteren ud af Billund til for eksempel Tenerife. Da Ryanair trækker sig ud af det rejsemål vil det nok blive mere balanceret,” siger Jan Vendelbo, direktør for Spies, til CHECK-IN.dk.

Samme opfattelse har man hos konkurrenten Bravo Tours.

”Det giver bedre plads til os andre og et mere sundt og stabilt marked,” siger direktør Peder Hornshøj fra Bravo Tours til CHECK-IN.dk.

Åbner for sluserne
Inden charterarrangørerne begynder at glæde sig for meget, så pointerer Jan Vendelbo, at der formentlig vil være aktører – nye såvel som eksisterende selskaber i Billund Lufthavn – der vil benytte lejligheden til at ekspandere.

”Det er ikke nogen urealistisk tanke, at en del af det Ryanair generelt trækker ud af Billund vil blive kompenseret af andre flyselskaber eller charterarrangører både for kommende vintersæson og sommersæsonen 2016,” understreger Jan Vendelbo fra Danmarks største charterarrangør.

Hos Danmarks næststørste charterarrangør, Star Tour, vil man se tiden an, inden man åbner for sluserne og smider mere kapacitet ind i markedet.

”Vi afventer situationen for at vurdere, hvordan det påvirker markedet. Hvis det viser sig, at rigtig mange danskere gerne vil af sted fra Billund til Korfu, Kreta og Tenerife, er vi selvfølgelig klar til at øge kapaciteten på de ruter. Men det er endnu for tidligt at afgøre,” siger Nikolai Johnsen, pressechef hos Star Tour, til CHECK-IN.dk.

Foto: Morten Lund Madsen.