Forbrugrklagenævnet i Danmark og Grønland modtager i disse dage klager fra Greenland Express-passagerer, der ikke kan komme afsted på flyvninger, der er udsat op til tre gange.
Ringer man i øjeblikket til det virtuelle flyselskab Greenland Express, får man følgende besked på en telefonsvarer.
“Du har ringet til Greenland Express. Samtlige flyvninger mellem Danmark og Grønland er aflyst frem til den 17. august 2015. Alle berørte passagerer har modtaget direkte besked herom, og alle indbetalte beløb refunderes i fuldt omfang.“
Det betyder, at Greenland Express endnu engang har udskudt opstarten af flyvninger fra Billund til Grønland i denne sommer. Første afgang var planlagt til den 2. juli, og sidenhen fulgte opstartsdatoerne den 14. juli og 27. juli og nu senest den 17. august.
Selvom Greenland Express tilbyder kunderne at refundere de indbetalte beløb, er det ikke nok, da det ikke vil være muligt at købe en erstatningsrejse med Air Greenland til samme pris, som man har betalt hos Greenland Express. Højsæsonen betyder nemlig, at mange af de billige billetter for længe siden er udsolgt.
Afventer behandling af de første sager
Hos Forbrugerklagenævnet i København har man allerede modtaget de første sager modtaget henholdsvis den 18. juni og den 3. juli.
“Sagerne er endnu ikke fremsendt til Greenland Express på grund af ferie. De ligger hos sagsbehandlerne lige nu,“ bekræfter Susanne Bager, der er chefkonsulent i Forbrugerstyrelsen.
Hun oplyser, at kunderne har krav på at blive ombooket til et andet flyselskab på de ønskede rejsedatoer, som der er købt billet til.
Greenland Express tilbyder tilbagebetaling samt et gavebevis på en returbillet på en valgfri dato. Der er ikke noget til hinder for, at Greenland Express kan udstede gavebeviser, men hvis passagererne ikke ønsker at modtage det, skal der kompenseres efter de gældende regler i EU-forordning 261/2004.
“Det er vigtigt, at kunderne kan fremvise dokumentation for, at de har kontaktet Greenland Express og forsøgt at få selskabet til at afhjælpe situationen ved at ombooke flyrejsen til et andet selskab. Hvis der ikke foreligger denne dokumentation, kan det være svært at få erstatning, hvis man køber billetter hos et andet flyselskab,“ understreger Susanne Bager.
Forbrugerankenævnet anbefaler samtidig, at hvis man intet har hørt fra Greenland Express eller ikke er i stand til at komme i kontakt med selskabet per telefon eller mail, skal man principielt møde op i lufthavnen til den aftalte afgang for efterfølgende at kunne gøre et krav gældende.
Travlhed på Grønland
Hos Atuisoq Forbrugerrådet i Grønland bekræfter konsulent i Forbrugerklagenævnet Malene Lynge overfor det grønlandske medie knr.gl, at der er travlhed omkring Greenland Express.
De første klager omkring det virtuelle flyselskab er dukket op, og Atuisoq Forbrugerrådet har været nødt til at lave en særlig vejledning på organisationens Facebook-side.
Her skriver man:
- Tag kontakt til Greenland Express (pr. tlf, mail eller lign.)
- Tak ja til deres tilbud om kompensation men vigtigst: protestér over, at du ikke får tilbudt en alternativ rejse på det planlagte tidspunkt.
- Tag forbehold for, at du vil gøre krav på eventuelle ekstra udgifter og tab du får i forbindelse med aflysningen.
Greenland Express oplyser, at alle henvendelser om ombooking og refundering skal ske på e-mail [email protected]og lover samtidig svar inden for 24 timer.