- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Greenpeace til EU: Forbyd korte flyvninger

Fly udleder mange andre stoffer end CO2, og disse stoffer påvirker klimaet dobbelt så meget som luftfartens CO2-udledninger, viser ny EU-rapport. Greenpeace kræver forbud mod korte flyrejser.

Luftfartens påvirkning af klimaet begrænser sig ikke til den udledning af kuldioxid (CO2), som flyenes motorer medfører. Flyene udleder også nitrogenoxider (NOx), vanddampe og partikler (sod- og sulfataerosoler), ligesom flytrafikken fører til øget skydannelse som følge af kondensstriber.

EU-Kommissionen har netop udgivet en rapport om denne såkaldte non-CO2 klimapåvirkning fra luftfarten, og rapporten konkluderer ifølge miljøorganisationen Greenpeace, at luftfartens øvrige udledning af stoffer til atmosfæren medfører en klimapåvirkning, der er dobbelt så stor som klimapåvirkningen fra luftfartens CO2-udledning.

Dermed når EU-Kommissionens forskere ifølge Greenpeace frem til samme konklusion som andre uafhængige forskere tidligere har fremlagt i videnskabelige rapporter.

Forbud og afgifter
På den baggrund mener miljøorganisationen, at EU skal indføre et forbud mod flyvning på korte distancer i de tilfælde, hvor der findes et renere alternativ. Greenpeace mener også, at der skal lægges afgifter på flybilletter.

”EU-Kommissionens forskning viser, at luftfarten flyver os ind i klimakrisen, men alligevel fortsætter de med at lade milliarder af skatteydernes penge strømme ind i flyselskabernes lommer uden begrænsninger,” siger Lorelei Limousin, chef for Greenpeaces EU-klimakampagne.

”Vi har ikke råd til stigende emissioner og massive fyringsrunder, når vi er midt i en sundheds-, klima- og økonomisk krise. Kommissionen skal afskaffe skattefritagelser og forbyde kortdistanceflyvninger. Genopretningsmidler skal investeres i grøn mobilitet, der giver sunde, bæredygtige job og transport, som er tilgængelig for alle til overkommelige priser,” siger Lorelei Limousin.

30 milliarder euro i statsstøtte
De europæiske regeringer har tilsammen allerede bevilget næsten 30 milliarder euro (223 milliarder kroner) i finansiel bistand til flyselskaberne på grund af coronakrisen, og i øjeblikket er der forhandlinger om statsstøtte for yderligere 7,9 milliarder euro (58,8 milliarder kroner) til de europæiske flyselskaber, viser en opgørelse fra Greenpeace.

Ingen af ​​disse statsstøtteordninger er knyttet til juridisk bindende miljøtiltag, som er tilstrækkelige til at opfylde Paris-aftalen og begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader, påpeger miljøorganisationen.

At reducere antallet af flyrejser er ifølge Greenpeace den mest direkte måde at reducere luftfartens emissioner på, og antallet af flyrejser i EU er derfor nødt til at blive reduceret drastisk, hvis EU skal levere sin retfærdige andel af klimaindsatsen. Samtidig ønsker Greenpeace, at EU-landene øger deres investeringer i det europæiske jernbanenet.

 

Relaterede artikler:

BDL: CO2-afgift skal være europæisk eller global

Flyselskaber i kritik af EU-rapport om flyskat

IATA vil forhindre nationale flyskatter