De 15 medlemmer af Airlines for Europe mener, at EU-Kommissionens nye rapport om konsekvenserne ved flyskatter er fejlbehæftet og ufuldstændig.
Flyselskaberne i Europa skaber efter egen opfattelse social og økonomiske værdi for Europa. Derfor er der en torn i øjet på de europæiske flyselskabers brancheforening, Airlines for Europe (A4E), at EU-Kommissionens nye rapport om konsekvenser ved flyafgifter i Europa (Taxes in the Field of Aviation and their impact, red.), ifølge A4E har fejlagtige konklusioner og deciderede mangler.
Ifølge de europæiske flyselskaber fokuserer rapporten ikke på alle de negative afledte økonomiske konsekvenser, som flyskatter kan have, og herudover hævder A4E, at rapporten overvurderer de klimamæssige effekter, der er opnåelige gennem reduktion af flyselskabernes udledning via færre flyvninger som en direkte konsekvens af flyskatter.
A4E: Beskatning virker ikke
For eksempel viser undersøgelsen, at et fald på 11 procent i passagererne ville medføre et tilsvarende fald på 11 procent i flyvninger og dermed 11 procent færre CO2-emissioner.En hollandsk undersøgelse har imidlertid vist, at miljøafgifter i flere medlemslande ikke har ført til reducerede emissioner.
En anden antagelse i undersøgelsen, som ifølge A4E ikke holder vand, er det postulat, at tab af arbejdspladser i luftfartsindustrien kan blive kompenseret af jobs i andre brancher. Her mener A4E, at 600.000 højt specialiserede jobs ikke umiddelbart kan erstattes, og samtidig er der ikke indregnet, hvilken konsekvens det vil have for turismens og dens beskæftigelse, hvis der flyves mindre. Turismeindustrien beskæftiger i øjeblikket 13 millioner europæiske borgere.
“Fremadrettet er der brug for klare politikker for at opnå bæredygtig mobilitet, samtidig med at EU’s konkurrenceevne opretholdes. Vores fokus bør forblive på at finde måder at reducere CO2-udslip frem for kortsigtede og ineffektive foranstaltninger som nye skatter. Det er meget enkelt: Beskatning af passagerer eller flyvninger vil ikke reducere emissionerne,” siger Thomas Reynaert, der er direktør for A4E.
Nye fly og kvoteordninger
Airlines for Europe ønsker i stedet at fokusere på de mange tiltag, som flyselskaberne selv har sat i gang for at reducere CO2-udledningen. Siden 1990 og frem til nu er CO2-udledningen fra flyene blevet halveret via flyproducenter og motorfabrikanters innovative teknologier og flyselskabernes villighed til efterfølgende at investere i nye fly.
Siden 2009 har flyselskaberne investeret næsten 5,9 billioner kroner (5.900 milliarder kroner, red.) i 12.200 nye fly. Herudover har flere A4E-medlemmer igangsat nye klimainitativer og partnerskaber i forhold til at igangsætte produktion af bæredygtig flybrændstof samt udvikling af elektriske fly.
Anvendelsen af bæredygtig brændstof vil kunne reducere CO2-emissionerne med op til 80 procent, og fra 2020 og fremad vil FN´s nye CO2-kvoteordning CORSIA (Carbon Offsetting and Reduction Scheme for International Aviation, red.) sætte flyselskaberne i stand til at skabe CO2-neutral vækst fra 2020. Siden 2012 har de europæiske flyselskaber samtidig betalt for CO2-kvoter via det særlige Emissions Trading System.
“Den europæiske luftfart er fuldt ud forpligtet til at tackle klimaændringerne. Vi er kommet langt, men ved, at der er mere arbejde, der skal gøres. Europæiske regeringer bør støtte luftfartens igangværende initiativer til at reducere CO2-udledningen ved at tilvejebringe økonomiske incitamenter til bæredygtige jetbrændstoffer og fly med lav CO2-udledning,” understreger A4E-direktøren.
9,4 millioner luftfartsrelaterede jobs
Den europæiske luftfartsindustri understøtter i øjeblikket 9,4 millioner jobs i EU og bidrager med 615 milliarder til EU-medlemmernes bruttonationalprodukt, hvilket svarer til 4,2 procent af det samlede bruttonationalprodukt i EU.
Flyselskaberne i Airlines for Europa transporterer årligt 700 millioner passagerer ved hjælp af 2.300 passagerfly. Samlet repræsenterer organisationen 70 procent af flytrafikken på det europæiske kontinent.
Medlemmerne er Aegean, airBaltic, Air France-KLM, Cargolux, easyJet, Finnair, Icelandair, International Airlines Group (IAG), Jet2.com, Lufthansa Group, Norwegian, Ryanair, TAP Air Portugal, Smartwings og Volotea.
Relaterede artikler
Grøn tænketank roser dansk luftfarts klimaplan