- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Hård kritik af havarirapport om nedskudt fly

Iran har udgivet den endelige havarirapport om nedskydningen af PS752 fra Ukraine International Airlines. Men rapporten fortæller ikke sandheden, mener Canada og Ukraine.

En forkert justeret radar og en fejl fra en luftforsvarsoperatør. Det var ifølge Irans civile luftfartsmyndigheder årsagen til nedskydningen af ​​et ukrainsk Boeing 737-800 passagerfly i januar 2020.

Alle 176 ombordværende på Ukraine International Airlines Flight PS752 blev dræbt da flyet styrtede til jorden efter at være blevet ramt af to iranske missiler kort efter starten fra Teherans internationale lufthavn den 8. januar 2020.

De iranske luftfartsmyndigheder har netop udgivet den endelige havarirapport om nedskydningen af ​​passagerflyet, hvori det konkluderes, at ”flyet blev identificeret som et fjendtligt mål på grund af en fejl fra luftforsvarets operatør … nær Teheran, og to missiler blev affyret mod det.”

Ligesom i en foreløbig havarirapport fra juni sidste år fastslår den endelige rapport, at den fatale nedskydning skete på grund af en forkert justering af et missilbatteris radar samt manglende kommunikation mellem en luftforsvarsoperatør og hans ledere.

Canada mangler svar
En stor del af passagererne ombord på Ukraine International-flyet var canadiske statsborgere med iransk baggrund, og Canadas regering langer hård ud efter den endelige havarirapport.

”Rapporten forsøger ikke at besvare kritiske spørgsmål om, hvad der virkelig skete. Den ser ufuldstændig ud og har ingen klare fakta eller beviser,” siger Canadas udenrigsminister Marc Garneau og transportminister Omar Alghabra i en fælles erklæring.

”Vi er fortsat dybt bekymrede over manglen på overbevisende informationer og beviser på trods af offentliggørelsen af denne undersøgelsesrapport,” siger de to ministre.

Ukraines udenrigsminister kritiserer ifølge nyhedsbureauet Reuters også rapporten og kalder den et kynisk forsøg fra de iranske myndigheder på at skjule de sande årsager til nedskydningen, som Ukraine har mistanke om skete forsætligt.

Iran frygtede amerikansk angreb
Det var medlemmer, at Irans Revolutionsgarde, der skød flyet ned. Den iranske regering har tidligere erklæret, at nedskydningen var en “katastrofal fejltagelse” fra iranske styrker, der var i alarmberedskab som følge af en regional konfrontation med USA.

Iran frygtede på det tidspunkt, da flyet blev skudt ned, et amerikansk militært angreb på landet, efter at Iran havde affyret missiler mod irakiske baser, der husede amerikanske styrker.

Det iranske missilangreb skete som gengældelse for drabet på landets mest magtfulde militære kommandør, Qassem Soleimani. Han blev dræbt få dage forinden i et amerikansk missilangreb i Bagdad lufthavn.

 

Relaterede artikler:

PS752-piloter var i live efter første missil

Iran: Vi skød ukrainsk fly ned ved en fejl

Ukrainsk passagerfly styrtet ned i Iran