Bombardier Q400-flyet, der havarerede i Aalborg Lufthavn. (Foto: Havarikommissionen)

Havarikommissionen lever ikke op til nye EU-krav

EU har besluttet, at der skal udarbejdes en beredskabsplan for den national håndtering af forpligtelser til pårørende i tilfælde af større flyhavarier. Havarikommissionen har dog forsømt at efteruddanne havariundersøgerne til de nye krav.

De 20. oktober 2010 godkendte Europa-Parlamentet og Rådet For Den Europæiske Union forordning nr. 996/2010, der handler om undersøgelse og forebyggelse af havarier og hændelser inden for civil luftfart.

En af de nye elementer i forordningen er, at EU ønsker en mere omfattende og harmoniseret reaktion på havarier, således at hver medlemsstat på nationalt niveau opstiller en beredskabsplan, der også dækker bistand til ofrene for havarier og deres pårørende.

Dette var således sidste år et af resultatkravene til Havarikommissionen, der er den danske myndighed på området. Det lykkedes da også Havarikommissionen i løbet af 2012 at få udarbejdet en beredskabsplan.

Derimod halter det en smule med at få gennemført en intern efteruddannelse af havariundersøgerne til håndtering af de såkaldte følelsesmæssige samtaler, kommunikationsstrategi og administrative rutiner for løbende kommunikation til pårørende. Dette blev pålagt Havarikommissionen i EU 996/2010 forordningen. Dermed er dette resultatkrav ikke blevet opfyldt.

Da Havarikommissionens ansvarlige havariundersøgere er bemyndigede til at informere ofre og deres pårørende eller offentliggøre eventuelle oplysninger om de faktuelle observationer og eventuelle foreløbige rapporter, er det ikke uvæsentligt, at der er modtaget træning i håndtering af disse situationer.

Europa-Kommissionen har i sit indspil til forordningen lagt vægt på, at de nationale beredskabsplaner skal omfatte lufthavnenes beredskab i tillfælde af havari og bistand til ofre for havarier samt deres pårørende. Herudover er det endvidere Havarikommissionens opgave at sikre, at flyselskaberne registreret i Danmark har en plan for bistand til ofrene for havarier samt deres pårørende.

“Der bør rettes særlig opmærksomhed mod støtte til og kommunikation med ofrene og deres pårørende samt deres sammenslutninger,“ hedder det i EU-forordningen.

Ressourcer er re-lokaliseret
CHECK-IN.dk har forgæves rettet henvendelse såvel telefonisk som skriftligt til Martin Puggaard, der er chef for Havarikommissionen, med henblik på at få oplyst, hvorfor efteruddannelsen af havariundersøgerne ikke er blevet prioriteret samt oplysninger om, hvornår disse kan forventes at have modtaget den nødvendige uddannelse.

I Havarikommissionens årsrapport skriver Martin Puggaard: “De ressourcer, som skulle have været anvendt til ovenstående opgave blev re-lokaliseret til det indledende implementeringsarbejde med ECCAIRS 5 (fagsystem for både luftfart og jernebane, red.).“

I forordning 996/2010 står der ellers i artikel 4, stk. 6, at “Sikkerhedsundersøgelsesmyndigheden skal tildeles et budget, som giver den mulighed for at varetage sine opgaver.“ I Danmark er Havarikommissionen at finde som hovedkonto §28.12.03 på finansloven, og det er Rigsrevisionen, der har bevillingskontrollen.

Havarikommissionen For Civil Luftfart og Jernbane undersøger havarier og hændelser på luftfartsområdet i Danmark, Grønland og Færøerne samt ulykker og hændelser på jernbaneområdet i Danmark.På baggrund af uvildige undersøgelser skal Havarikommissionen fremlægge rekommandationer for at forebygge havarier og ulykker. Havarikommissionen er en uafhængig enhed, der refererer direkte til departementschef Jacob Heinsen i Transportministeriet.