- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Her er kabinepersonalets nye uniform

Qatar Airways indfører yderligere værnemidler til kabinepersonalet, som nu skal bære både beskyttelsesdragter, beskyttelsesbriller, handsker og ansigtsmasker.

Over hele verden indfører flyselskaber for tiden nye sikkerhedsforanstaltninger ombord for passagerer og kabinepersonale.

Handsker og ansigtsmasker er i de seneste uger blevet standard hos kabinebesætningerne i mange flyselskaber, og de personlige værnemidler bliver formentlig endnu mere udbredte i den kommende tid i takt med, at rejserestriktionerne gradvist ophæves, og flyselskaberne sender flere fly på vingerne.

Hvordan flyselskaberne vælger at beskytte passagerer og medarbejdere – eller bliver pålagt dette af myndighederne – varierer en del.

Kabinepersonalet hos Qatar Airways har allerede båret handsker og ansigtsmasker i flere uger under flyvninger, men nu sætter det mellemøstlige selskab nye standarder for beskyttelsen af kabinepersonale og passagerer via ​​personlige værnemidler.

Højest mulige hygiejnestandarder
Fremover vil kabinemedarbejderne i Qatar Airways både bære en beskyttelsesdragt over deres uniformer samt beskyttelsesbriller, handsker og ansigtsmaske. Endvidere vil flyselskabet fra den 25. maj kræve, at alle passagerer bærer ansigtsmasker, som passagererne anbefales selv at medbringe af hensyn til pasform og komfort.

”Vi har indført disse yderligere sikkerhedsforanstaltninger ombord på vores fly for at sikre fortsat sundhed og velvære for vores passagerer og kabinebesætninger og for at begrænse spredningen af coronavirus. Som flyselskab opretholder vi de højest mulige hygiejnestandarder for at sikre, at vi kan flyve folk hjem sikkert,” siger Qatar Airways’ koncernchef, Akbar Al Baker.

Desinfektionsrobotter i lufthavn
Qatar Airways har også indført andre sundheds- og sikkerhedsforanstaltninger ombord på sine flyvninger. Eksempelvis serveres måltider i Business Class på en bakke i stedet for direkte på bordet, og passagererne tilbydes bestik i omslag. Der er håndsprit ombord til rådighed for både kabinepersonale og alle passagerer, og alle ”sociale områder” ombord på flyene er blevet lukket.

Qatar Airways-fly er udstyret med HEPA-filtre og desinficeres regelmæssigt ved hjælp af rengøringsprodukter, der er anbefalet af IATA og WHO. Endvidere har selskabets hub-lufthavn, Hamad International Airport i Doha, investeret i nye desinfektionsrobotter, der anvender koncentreret UV-C-lys til at desinficere kontaktflader.

Fordelingen af kabinebesætningen på flyvninger er ændret, så der på kort- og mellemdistanceflyvninger sendes to besætninger afsted – én til at stå for den udgående tur, mens den anden arbejder på returflyvningen. Ved langdistanceflyvninger må overnattende besætningsmedlemmer ikke forlade deres hotelværelser under opholdet, og de må kun benytte Qatar Airways-godkendte transportmidler til og fra lufthavnen.

 

Relaterede artikler:

Store forskelle i nye regler for flyrejser

EU: Alle passagerer skal bære ansigtsmaske

IATA: Ansigtsmasker i stedet for frit midtersæde