Priserne på flybilletter til en række af de største udenlandske destinationer er på det laveste niveau i fem år.
Hvad er det, der sker i luftfartsindustrien? Det spørgsmål har mange almindelige mennesker, der ikke følger branchen til daglig, formentlig stillet sig selv i den senere tid, hvor de bredere medier er flydt over med historier om strejkende stewardesser og piloter i danske og udenlandske flyselskaber.
Forklaringen kan blandt andet aflæses i det tjek af flypriser, som den danske rejsesøgemaskine Travelmarket løbende laver. Det viser nemlig, at priserne på flybilletter er historisk lave. Og dermed er flyselskaberne nødt til at reducere omkostningerne endnu mere end de allerede har gjort de seneste 10 år.
Det seneste pristjek fra Travelmarket af flybilletpriser i uge 16 viser nemlig, at der er rekordbillige flybilletter til en række europæiske og oversøiske destinationer. I pristjekket indgår ti europæiske og ti oversøiske rejsemål og flere destinationer er i det billigste niveau nogensinde. Det er således muligt at flyve fra København til Tokyo og tilbage igen i et rekordbilligt niveau til 3.299 kroner, og fra Hamborg kan man flyve tur/retur til Amsterdam for 324 kroner og til Paris for 448 kroner.
Ikke overraskende kommer Ryanair ind på listen fra København med en rekordbillig flybillet til London til blot 298 kroner tur/retur med afrejse i uge 16.
Laveste i fem år
Travelmarkets pristjek viser, at gennemsnitspriserne fra lufthavnene i København, Aalborg, Aarhus, Billund og Hamburg til ti oversøiske rejsemål er de laveste i fem år. De ti destinationer er Bangkok, Beijing, Dubai, Johannesborg, Los Angeles, Mexico City, New York, Rio de Janeiro, Sydney og Tokyo.
For 10 europæiske destinationer gennemsnitspriserne ud også de laveste i fem år. Det drejer sig om billetter til Amsterdam, Barcelona, Berlin, London, Oslo, Paris, Prag, Rom, Stockholm og Wien.
Bunden er dog ikke nået endnu. Priserne vil komme endnu længere ned, spår Travelmarket.
“Flypriserne til både europæiske og oversøiske destinationer ser ud til at være i frit fald, og med de faldende priser på brændstof og den intensiverede konkurrence mellem flyselskaberne, har vi ikke set bunden endnu,“vurderer direktør Ole Stouby fra Rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk.