Hotel-etage kun for kvinder

Når Bella Sky Comwell slår dørene op den 16. maj, er det med en helt særlig etage. Som det første i Europa har det nye hotel en etage dedikeret til kvinder. Udvalgte berejste kvinder har hjulpet til med at indrette kvindeetagen på Nordens største hotel.

I sig selv er Bella Sky Comwell en spektakulær skyskraber og et markant vartegn i Københavns nye bydel,Ørestaden. Og med sine 23 etager, 814 designerværelser og 30 møde- og konferencerumbliver det Nordens største hotel.

Det burde isig selv tiltrække opmærksomhed, men samtidig har hotellet som det første i Europa en etage udelukkende for kvinder.

Ved åbningen mandag den16. maj kan gæsterne se kvindeetagen Bella Donna, hvor udvalgte berejste kvinder har hjulpet med indretningen til kvinders særlige behov.

Kvindeetager er efterspurgt i udlandet, men er ikke tidligere set herhjemme, og etagen er udelukkende for kvinder. Der er nemlig kun adgang til etagen med kvinders nøglekort.

Over halvdelen af de adspurgte kvinder i hotellets fokusgruppeundersøgelse ville prioritere at bo på en kvindeetage. De tre primære årsager er, at det giver tryghed, at det føles mere hygiejnisk at vide, at den forrige gæst også har været en kvinde, og at kvinder foretrækker værelser tilpasset kvinders behov.

Ifølge undersøgelsen vægter rejsende kvinder især badeværelset højt med ønsker om karbad, ekstra stort brusehoved, effektiv håndbruser, en ekstra god hårtørrer og make-up spejl med forstørrelse. Og så skal badeværelset være udstyret med økologiske skønhedsartikler, engangsskrabere, store håndklæder og hygiejneartikler.

Derudover skal kvindeværelserne være lyse, enkle og luftige med en stor seng, mange puder og god udsigt. Værelset skal også have trådløs internetforbindelse, dockingstation til egen iPod, spejle i fuld kropsstørrelse, mange bøjler i skabet, udvalg af kvindemagasiner, badekåbe og slippers samt friske planter.

I minibaren rykker spiritus og øl til side til fordel for juice, chokolade af høj kvalitet, champagne, vin og kildevand.

De rejsende kvinder vil også gerne have et loungeområde med latte, grøn te, friskpresset juice,dameblade og mulighed for at købe strømpebukser og emergency kit med lipgloss, øjenskygge, mascara mv.

Forslag til underholdning og løbe- og gåture ønskede kvinderne også, hvorimod tilbud om pornokanaler absolut ingen interesse havde.

Helt kønsopdelt bliver det dog ikke. Ifølge undersøgelsen vil kvinder gerne indtage maden i samme rum som mændene ligesom de heller ikke har noget imod at dele fitnessrummet med de mandlige rejsende.

”Så de mænd, der også rejser alene og gerne vil have kvindeligt selskab, kan ånde lettet op. Det vil stadig myldre med kvinder på hotellet, selvom kvinderne foretrækker at bo på kvinde-etagen,” siger administrerende direktør, Arne Bang Mikkelsen fra Bella Center.

Skønt Bella Sky Comwell er de første i eruopa med en hel etage til kvinder, er de ikke først med særlige værelser til kvinder. I foråret 2008 lancerede First Hotels-kæden de såkaldte First Lady værelser, hvor kvindelige gæster kunne slappe af og nyde forskellige skønhedsprodukter,hårtørrer og bedre senge.

I ligestillingens navn kan man så forestille sig, at der en dag kommer etager udelukkende til mænd.