Hotelpriser i Europa på himmelflugt under vulkan-krisen

Hotelpriserne i Europa var før vulkan-krisen på det højeste niveau siden oktober 2009. Det lukkede europæiske luftrum fik imidlertid hotelpriserne til at eksplodere i de større byer. De gennemsnitlige hotelpriser i London steg med næsten 50 % fra 15. til 22. april.

Den britiske hotel-søgemaskine trivago.co.uk udgiver hver måned det såkaldte tHPI – Hotelprisindex. Senesteordinære udgave blev offentliggjort den 8. april. Her viste indexet, at priserne i de europæiske storbyer var steget med 12 % i gennemsnit siden marts måned. Det var samtidig det højeste niveau siden oktober 2009.

Men askeskyen fra den islandske vulkan Eyjafjallajökull fik hotelpriserne til at eksplodere. I London steg gennemsnitsprisen for en overnatning i et standard dobbeltværelsefra de forventede 138 £ (.1.195 kr.) i april månedtil i alt 205 £ (1.770 kr.) for ugen fra 15. til 22. april, hvor flyveforbudet var aktivt. Det repræsenterer en stigning på 49 %.

I Berlin steg hotelpriserne med 63 %, 46 % i Madrid, 27 % i Paris og 26 % i Amsterdam.

Milano var særligt hårdt ramt, idet byen samtidig var vært for Champions League semi-finalen den 20. april mellem Inter og FC Barcelona. Det fik hotelpriserne til at stige med omkring 90 % fra 105 £ (910 kr.) til 200 £ (1.730 kr.).

Trivago Hotelprisindex tHPI afspejler overnatningspriserne hentet fra 53 online-rejsebureauer og hotelkæder for byer, regioner og lande i Europa. Beregningerne er derfor lavet på baggrund af 160.000 dagspriser.