- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Hver femte indenrigsflypassager skal over i tog

Den tyske luftfartsbranche og Deutsche Bahn er gået sammen om handlingsplan, der skal flytte over fire millioner passagerer om året fra fly til tog.

Tysklands luftfartsbranche og de tyske jernbaner vil sammen arbejde for at få næsten en femtedel af de passagerer, der årligt flyver med indenrigsfly i Tyskland, til at skifte til togrejser.

Deutsche Bahn og den tyske brancheforening for luftfart BDL har netop underskrevet en handlingsplan om det nye initiativ. Det skriver flere tyske medier, heriblandt Frankfurter Allgemeine.

Ifølge de to parter vil omkring 4,3 millioner indenrigspassagerer årligt kunne overgå fra flyrejser til togrejser. Det svarer til cirka en femtedel af de næsten 24 millioner indenrigspassagerer, som de tyske flyselskaber fløj med i 2019 – altså før coronapandemien.

Flere tog til Frankfurt
Parterne har ikke sat en præcis tidsfrist for at nå det fælles mål, men planen indeholder elementer for de næste ti år. Blandt initiativerne er et øget antal tog, som skal føde passagerer ind til Tysklands største lufthavn, Frankfurt Lufthavn.

Flyselskabet Lufthansa og Deutsche Bahn udvidede så sent som i marts deres partnerskab om kombinerede tog- og flyrejser, Lufthansa Express Rail, og annoncerede yderligere forbindelser med tog fra fem tyske byer til Frankfurt Lufthavn fra anden halvdel af 2021.

Det drejer sig om Hamborg, München, Berlin, Bremen og Münster, og dermed vil Lufthansa-passagerer fremover kunne rejse fra Tysklands tre største byer til Frankfurt Lufthavn med toget i stedet for at benytte en feederflyvning.

I øjeblikket har rejsende fra 17 tyske og schweiziske byer forbindelse med højhastighedstog til Frankfurt Lufthavn som en del af Lufthansa Express Rail-tilbuddet.

Udfordringer ved tog-fly-rejser
De kombinerede tog- og flyrejser indebærer en række udfordringer i forhold til fælles reservations- og billetsystemer, forbindelsesgaranti og ikke mindst håndteringen af bagage, når passageren transfererer fra tog til fly eller omvendt.

Mens den tyske luftfartsbranche og de tyske jernbaner satser stort på at flytte passagerer fra indenrigsfly til tog, afviser de to parter ideen om et direkte forbud mod indenrigsflyvninger, sådan som nogle miljøorganisationer har foreslået som et middel til at reducere CO2-udledninger af hensyn til klimaet.

 

Relaterede artikler:

Eksprestog fra Hamborg til Frankfurt Airport

Ny fransk lovgivning kan forbyde indenrigsflyvninger

Tyske indenrigsflyruter erstattes af tog