Hver tredje charterrejsende skal undersøges ekstra efter at være gået gennem metaldetektoren. Blandt ruteflypassagerer er det kun hver tiende.
Et studie gennemført af Kirschenbaum Consulting i en regionallufthavn i Europa viser, at charterrejsende lægger langt større beslag på ressourcerne i lufthavnens sikkerhedskontrol end rejsende med rutefly.
I gennemsnit er det kun nødvendigt at gennemføre et ekstra check af hver tiende ruteflypassager, efter at de er gået igennem metaldetektorerne. Men når det er charterrejsende, der går gennem, så er det i gennemsnit nødvendigt at undersøge hver tredje ekstra grundigt.
Studiet viste også, at chartergæsterne havde langt flere forbudte genstande som vandflasker, neglesaks og deodoranter i håndtaskerne end de, der rejste med rutefly. Mellem 33 og 50 procent af de charterrejsende har ulovlige ting i håndbagagen, mens det for ruteflypassagerernes vedkommende kun er mellem 10 og 15 procent.
Adfærd har betydning for overskud
Studiet blev gennemført over et helt år og viste også, at selvom de charterrejsende tegnede sig for mindre end 50 procent af passagermængden, så var de ansvarlige for en forøgelse af sikkerhedsudgifterne på 35 procent.
“Sikkerhed er blevet et centralt omkostningselement i lufthavnene. Passageradfærd og dens betydning for lufthavnens overskud bør ikke undervurderes,“ siger professor Alan Kirschenbaum, CEO for Kirschenbaum Consulting.
“Vi kan tydeligt se, at forsinkelser ved sikkerhedskontrollen er direkte relateret til den pågældende type passager. Dette kræver mere opmærksomhed på den rolle, som den menneskelige faktor kan have på disse omkostninger.“
Lufthavne vurderer ofte, at det tager 20 – 30 sekunder for en almindelig passager at passere gennem sikkerhedskontrollen. Undersøgelsen viste imidlertid, at det tog et til to minutter for de passagerer, som ikke havde sat sig ind i hvad de måtte have med gennem sikkerhedskontrollen..