- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

IAG er stadig i rødt

Både Air France-KLM og Lufthansa kunne rapportere om positive driftsresultater i tredje kvartal. Hos IAG har man i stedet landet et driftsunderskud på 3,36 milliarder kroner.

Genopretningen har ikke samme hastighed hos de tre store europæiske luftfartskoncerner, der i løbet af den seneste uge har offentliggjort rapporterne for årets tredje kvartal.

Hos Air France-KLM og Lufthansa var der glæde over, at det for første gang siden coronapandemiens start var lykkedes at skabe et kvartalsoverskud på driften. Anderledes ser det ud hos spansk-britiske IAG, der omfatter Iberia, Vueling, British Airways og Aer Lingus.

IAG kom ud af tredje kvartal med et driftsunderskud på 452 millioner euro, eller hvad der svarer til 3,36 milliarder danske kroner. Samlet løb underskuddet før skat op i 714 millioner euro (5,2 milliarder danske kroner). 

Pæne resultater hos spanske selskaber
Dermed er der et stykke vej endnu, inden der igen er sorte tal i regnskabet, da vintertrafikprogrammet traditionelt ikke bidrager positivt driften hos flyselskaberne.

Det er dog ikke samtlige flyselskaber i koncernen, der er skyld i de fortsatte røde tal på koncernniveau. Således skriver IAG i regnskabsmeddelelsen, at to selskaber skiller sig ud.

“Iberia og Vueling fortsatte med at være de bedste inden for koncernen i tredje kvartal. Iberia vendte tilbage til rentabilitet, mens Vueling nåede break-even på driftsniveau. Begge selskaber greb mulighederne for at styrke deres positioner på ruter til latin Amerika og det spanske hjemmemarked,” siger Luis Gallego, der er koncernchef hos IAG.

Store forventninger til USA-genåbning
Dermed er det stadig British Airways og Aer Lingus, der er problembørnene, men det synes at kunne løse sig med genåbningen til USA fra den 8. november, idet begge selskaber er stærkt eksponeret mod det amerikanske marked.

“Den fulde genåbning af den transatlantiske rejsekorridor fra mandag er et afgørende øjeblik for vores branche. British Airways betjener flere amerikanske destinationer end noget andet transatlantisk flyselskab, og vi er glade for, at vi kan få vores kunder til at flyve igen,” lyder det fra IAG-bossen.

En af de største bekymringer er dog fortsat de stigende brændstofpriser, der i de første ni måneder af 2021 har været omkring 40 procent højere end i samme periode året før. Det betyder også, at forventningerne til driftsresultat for hele 2021 er et minus på tre milliarder euro, hvilket omregnet til danske kroner svarer til 22,3 milliarder.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa lander beskedent plus i tredje kvartal 

Air France-KLM leverer positivt driftsresultat

Første kvartalsoverskud hos Ryanair siden 2019