- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

IAG-selskab søger om konkursbeskyttelse

Flyselskabet Level Europe meddelte torsdag, at det søger om konkursbeskyttelse, og samtidig satte selskabet alle fly på jorden og annullerede alle flyvninger. Det østrigske lavprisflyselskab er dermed det seneste offer for coronakrisen i europæisk luftfart.

Level Europe er en del af den europæiske luftfartsgruppe IAG, som også omfatter British Airways, Aer Lingus, Iberia og Vueling. Level Europe opererede en flåde seks fly – fire Airbus A321-200 og to Airbus A320-200 – fra baser i lufthavnene Wien og Amsterdam Schiphol.

IAG driver også langdistanceflyselskabet Level, som opererer fra baser i Barcelona og Paris-Orly. Dette selskab er adskilt fra Level Europe og derfor ikke omfattet af anmodningen om konkursbeskyttelse.

“Level Europa blev hårdt ramt af den hidtil usete Covid 19-krise,” hedder det i en erklæring fra selskabet.

Skulle have overtaget Niki
Level Europa blev oprindeligt etableret i november 2017 under navnet Anisec Luftfahrt som et datterselskab af spanske Vueling, da IAG havde planer om at overtage det østrigske selskab Niki.

Den plan gik imidlertid i vasken, og Niki endte med at blive overtaget af Ryanair-koncernen og blev en del af flyselskabet Lauda.

Rute til København sidste år
Level Europa etablerede sidste år en ny rute Wien til København med, som havde premiere ved sommerprogrammets start den 31. marts.

Selskabet måtte dog allerede halvanden måned senere opgive ruten igen, da konkurrencen med både Austrian Airlines og Lauda på ruten tilsyneladende var for hård for det østrigske lavprisselskab. Level Europe gennemførte den sidste flyvning på ruten den 14. juni sidste år.

Level Europe drev fra Wien og Amsterdam Schiphol en række ruter til blandt andet feriedestinationer i Spanien, Portugal, Italien, Kroatien og Cypern.

IAG udnævnte i september sidste år den daværende administrerende direktør for Iberia Express, Fernando Candela, som ny administrerende direktør for hele Level-gruppen – altså både for langdistanceselskabet Level og Level Europe.

 

Relaterede artikler:

LEVEL opgiver rute til København

IAG-lavprisflyselskab på vej til København

LEVEL holder et fint niveau