- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

IATA: Det værste år i luftfartens historie

2020 bliver økonomisk set det hidtil værste år for den globale luftfart, som står til at tabe 550 milliarder kroner i år. I april var antallet af flyrejser 95 procent under 2019-niveau.

2020 vil gå over i historien som det økonomisk hidtil værste år for luftfartsbranchen. Det fastslår flyselskabernes internationale sammenslutning IATA, som netop har offentliggjort sine økonomiske udsigter for den globale luftfart.

IATA’s analyse viser, at verdens flyselskaber tilsammen forventes at tabe 84 milliarder dollar (551 milliarder kroner) i 2020. Flyselskabernes omsætning vil falde 50 procent fra 838 milliarder dollar (5.496 milliarder kroner) i 2019 til 419 milliarder dollar (2.748 milliarder kroner) i år. I 2021 forventes tabet at blive reduceret til 16 milliarder dollar (105 milliarder kroner).

”Finansielt vil 2020 blive det værste år i luftfartens historie. I gennemsnit tilføjes der hver dag i år 230 millioner dollar til branchens tab. I alt bliver det et underskud på 84 milliarder dollar. Det betyder, at flyselskaberne vil miste 37,50 dollar pr. passager – baseret på et estimat på 2,2 milliarder passagerer i år. Derfor var og er finansiel hjælp fra regeringer af ​​afgørende betydning,” siger Alexandre de Juniac, IATA’s generaldirektør og administrerende direktør.

Det værste er overstået
IATA-direktøren fastslår dog samtidig, at det værste af sammenbruddet i trafikken sandsynligvis er overstået – forudsat at der ikke kommer en anden og mere skadelig bølge af COVID-19.

Ifølge IATA er det afgørende, at de foranstaltninger for en genstart af luftfarten, der er aftalt gennem Den Internationale Civile Luftfartsorganisation (ICAO), bliver gennemført på globalt plan.

”Sammen med effektiv kontaktopsporing bør disse foranstaltninger give regeringerne tillid til at åbne grænserne uden karantæneforanstaltninger. Det er en vigtig del af det økonomiske opsving, da cirka 10 procent af verdens BNP kommer fra turisme, og meget af det afhænger af flyrejser. At få folk til at flyve sikkert igen vil være et stærkt økonomisk løft,” siger Alexandre de Juniac.

Halvering af passagertal i år
Efterspørgslen på flyrejser faldt hurtigt, i takt med at lande verden over lukkede grænserne – og lukkede landene ned – for at forhindre spredning af coronavirus, og det er den væsentligste årsag til branchens tab, siger IATA.

På lavpunktet i april var antallet af globale flyrejser cirka 95 procent under 2019-niveauet. Der er nu indikationer på, at trafikken langsomt forbedrer sig, men ikke desto mindre forventes trafikniveauet målt i passagerkilometer (RPK) i 2020 at falde med 55 procent sammenlignet med 2019.

Antallet af passager forventes halveret til cirka 2,25 milliarder, hvilket er omtrent på niveau med passagertallet i 2006. Flyselskaberne kan imidlertid ikke justere kapaciteten lige så hurtigt, og kapaciteten forventes at falde med 40 procent i år.

Indtægter falder mere end efterspørgslen
Passagerindtægter forventes at falde til 241 milliarder dollar – fra 612 milliarder dollar i 2019. Dette er større end faldet i efterspørgslen, hvilket afspejler et forventet fald i yielden på 18 procent, da flyselskaberne prøver at tilskynde folk til at flyve igen gennem prisstimulering.

Omkostningerne falder ikke lige så hurtigt som efterspørgslen. De samlede udgifter på 517 milliarder dollar er 35 procent under 2019-niveauet. Omkostninger udover brændstof stiger kraftigt med 14 procent, da de faste omkostninger er fordelt på færre passagerer.

Lavere udnyttelse af fly og sæder som følge af begrænsninger vil også medføre stigende omkostninger, skriver IATA.

 

Relaterede artikler:

IATA: Karantæneregler forsinker genstart af luftfart

IATA: Ansigtsmasker i stedet for frit midtersæde

“Vi kigger ind i konkurser og fyringer”