- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

IATA Travel Pass testes på rute til Oslo

AirBaltic vil over en periode på tre uger teste IATA’s sundheds pas på ruten mellem Riga og Oslo. Ryanair melder sig nu også på banen med sundhedspas.

Flere flyselskaber er begyndt at teste det digitale sundhedspas IATA Travel Pass, som flyselskabernes internationale organisation IATA står bag. Sundhedspasset er udformet som en app, der giver informationer om test- og vaccinekrav i forbindelse med flyrejser samt mulighed for digitalt at gemme dokumentation om den rejsendes vacciner og tests for COVID-19-virus.

Nu bliver IATA Travel Pass også testet på en flyrute i Skandinavien. Det er det lettiske flyselskab airBaltic, som over en periode på tre uger vil teste sundhedspasset på ruten mellem Riga og Oslo. AirBaltic vil i samme periode også teste IATA Travel Pass på ruten mellem Riga og Amsterdam.

Passagerer, der rejser med selskabet på disse ruter, vil blive inviteret til at deltage i testen af det digitale sundhedspas.

Et sikkert sundhedspas
”At rejse i dag er blevet stadig mere komplekst for passagererne. Vi sætter pris på, at IATA introducerer en global løsning, der er i stand til at hjælpe med at gøre rejsen nemmere, mens man øger pålidelighed af de testcertifikater, som passagerer ofte skal præsentere for boardingpersonalet,” siger Martin Gauss, koncernchef for airBaltic.

IATA Travel Pass er ifølge flyselskabernes internationale organisation en løsning, som både passagerer og regeringer kan stole på, da det digitale sundhedspas udvikles ”med datasikkerhed, bekvemmelighed og verifikation som topprioriteter”.

”Vi er stolte over at samarbejde med airBaltic og den lettiske regering om at introducere IATA Travel Pass. Dette er et vigtigt skridt i at muliggøre internationale rejser under pandemien, hvilket giver rejsende tillid til, at de opfylder alle COVID-19 adgangskrav,” siger Rafael Schvartzman, direktør for IATA i Europa.

Blandt de øvrige selskaber, som tester IATA Travel Pass, er Air New Zealand, Copa Airlines, Emirates, Etihad Airways, IAG, Malaysia Airlines, Qatar Airways, RwandAir, Singapore Airlines og Qantas.

Flere andre sundhedspas
Nogle flyselskaber har valgt andre løsninger for et kommende sundhedspas. Lufthavnenes internationale organisation Airports Council International (ACI) har lanceret CommonPass, som blandt andre Lufthansa, SWISS og Virgin Atlantic er gået med i, mens British Airways har lanceret VeriFLY-passet, og Air France sundhedspasset ICC AOKpass.

Senest meddelte lavprisflyselskabet Ryanair onsdag, at det er på vej med sit eget sundhedspas.

Ryanair går solo
”Vi er ikke en stor tilhænger af princippet om et vaccinepas, i den forstand at du har et internationalt akkrediteret dokument, der er udstedt af regeringer, da det ikke kommer ud hurtigt nok til denne sommer. Vi lancerer et værktøj i vores egen app, så passagerer enten kan uploade et vaccinationscertifikat eller negative PCR-tests, og så skal man have lov til at rejse frit,” siger Ryanairs koncernchef Michael O’Leary.

I sidste uge sagde EU-Kommissionen, at det ville tage cirka tre måneder at få et EU-sundhedspas på plads.

Herhjemme er første fase af et dansk coronapas netop lanceret, da man som borger kan se og printe et personligt coronapas på sundhed.dk og fra midten af marts også i MinSundhed-app’en.

Den endelige løsning for et dansk digitalt coronapas vil være klar til maj, meddeler finansminister Nicolai Wammen.

 

Relaterede artikler:

SAS har ingen planer om digitalt coronapas

British Airways lancerer digitalt sundhedspas

Første flyselskaber tester IATA Travel Pass