Iceland Express skruer ned for ambitionsniveauet

Iceland Express nedlægger seks og opretter to nye ruter i den kommende sommersæson.

Iceland Express vil i den kommende sommersæson nedlægge seks ruter til Køln, Gøteborg, Prag, Bologna, Basel og Krakow. Til gengæld vil Iceland Express prøve kræfter med Oslo og Frankfurt. På førstnævnte rute skal express-folkene konkurrerer med Icelandair, Norwegian og SAS.

Sommeren 2013 vil således kun byde på i alt ni europæiske Iceland Express-destinationer: Alicante, Barcelona, Berlin, Frankfurt, København, London, Oslo, Paris og Warszawa. Til gengæld genoptager selskabets sine flyvninger til USA med en daglig forbindelse til Boston.

Med tilpasningerne af ruteprogrammet er Iceland Express mere forsigtige end det andet islandske lavprisselskab, WOW air, der har valgt at bevare ruteprogrammet for sommeren 2013 på samme niveau som i debutsommeren i år.

Ved opstarten den 1. juni i år fløj WOW Air til 13 destinationer i Europa. Udover København drejede det sig om London, Warszawa, Krakow, Berlin, Stuttgart, Køln, Zürich, Basel, Paris, Lyon, Alicante og Kaunas. I sommeren 2013 vil selskabet også flyve til 13 destinationer.

Juni til august er den absolutte højsæson for turister, der rejser til vulkanøen. Det afspejles tydeligt i ruteplanerne for de to islandske lavprisselskaber.

Fra den 28. oktober til 22. marts næste år vil Iceland Express’ ruteprogram kun bestå af fem og seks ugentlige flyvninger til henholdsvis København og London Gatwick samt fem flyvninger til Alicante spredt ud over perioden.

I april og maj bliver der daglige flyvninger til København og London ligesom Berlin tilføjes med to ugentlige flyvninger.

De to islandske lavprisselskaber slås ikke blot med Icelandair om passagerernes gunst. Stadig flere europæiske lavprisselskaber har også fået øjnene op for den storslåede islandske natur. Airberlin og easyJet er således blandt de selskaber, som er begyndt at flyve til Reykjaviks Keflavik lufthavn.