- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Icelandair-selskab i luften efter 14 måneders dvale

Cabo Verde Airlines, der delvist ejes af Loftleidir Icelandic, er atter klar til at gå på vingerne. I første omgang åbnes der til én destination efter den 14 måneder lange og ufrivillige pause.

Øgruppen Kap Verdes nationale flyselskab, Cabo Verde Airlines, har været økonomisk hårdt ramt under coronakrisen, men nu har selskabet sat dato på opstarten.

Således vil Cabo Verde Airlines, der har Icelandair-datterselskabet Loftleidir Icelandic som medejer, indlede operationen igen fra 18. juni 2021. Den første rute bliver fra Sal Island til Lissabon.

”Vi er glade for, at vi endelig kan genoplive flyselskabet fra pandemiens aske. Strandene i Sal, de unikke restauranter og det varme og gæstfrie kapverdianske folk byder gæsterne velkommen til en destination, der virkelig adskiller sig fra alle andre. Dette er kun begyndelsen, og vi ser frem til at skabe en bedre fremtid,” siger Erlendur Svavarsson, administrerende direktør i Cabo Verde Airlines, ifølge Simple Flying.

Coronapandemien er ifølge Cabo Verde Airlines skyld i, at det ikke har været på vingerne siden marts 2020. Flyselskabet med base på Kap Verde i Atlanterhavet har holdt sine fly på jorden i over 14 måneder.

Fire ruter fra slutningen af juni
Ruten mellem Sal Island og Lissabon vil i første omgang blive betjent én gang om ugen. I perioden fra 28. juni 2021 til 28. marts 2022 vil flyselskabet have tre ruter på programmet: Fire ugentlige flyvninger til Lissabon, én ugentlig til Boston samt én ugentlig afgang til Paris. Flere destinationer vil blive tilføjet, hvis og når coronasituationen tillader det.

Cabo Verde Airlines oplyser, at det har udnyttet den lange pause til at omorganisere sig selv og til yderligere træning af medarbejdere.

Herudover har Cabo Verde Airlines implementeret et helt nyt salgs- og kundeservicesystem, der vil gøre selskabet mere effektivt og pålideligt. Systemet hedder HITIT, og bliver af flyselskabet kaldt ”en moderne platform med en integreret salgs-, drifts- og regnskabsløsning”.

Kap Verdes placering interessant for Icelandair
Icelandair købte aktiemajoriteten i Cabo Verde Airlines i marts 2019. Mere præcist var det Loftleidir Icelandic, der overtog det afrikanske flyselskab, og helt formelt var det Loftleidir Cabo Verde, der købte 51 procent af aktierne i flyselskabet. Regeringen i Kap Verde ejer selv 39 procent, mens de sidste 10 procent ejes af arbejdstagere og emigranter.

Kap Verde-øerne ligger 500 kilometer ud for Afrikas vestkyst, og landet har historiske relationer til både Portugal, Brasilien og Vestafrika. Øgruppen ligger godt placeret i forhold til flyruter mellem Europa, Sydamerika, Nordamerika og Vestafrika. Dette har Icelandair tidligere omtalt som fordelagtigt – nøjagtig som selskabets egen base i Island i Nordatlanten.

Flåden i Cabo Verde Airlines tæller tre Boeing 757-200 med en gennemsnitsalder på 26 år. Alle fly er leaset fra Icelandair Group.

 

Relaterede artikler:

Icelandair køber Cabo Verde Airlines

Icelandair udfordret i afrikansk koncernselskab

Icelandair vil købe afrikansk flyselskab