- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Icelandair skal beslutte Boeing 757-afløser i år

Icelandair arbejder på en ny flådestrategi og skal inden årets udgang beslutte, hvilken flytype, der skal afløse de sidste 15 Boeing 757 i 2024 og 2025. Boeing 737 MAX er favorit, men Airbus A321neo er outsideren.

Icelandair er et af flere selskaber, der står foran en flådefornyelse. Det islandske flyselskab har i dag 41 fly i flåden, og de har en gennemsnitsalder på 19,7 år.

Bortset fra i alt ni Boeing 737 MAX-fly fordelt på seks MAX 8 og tre MAX 9, så er gennemsnitsalderen på resten af flåden på mere end 20 år. Samlet har 23 Boeing 757’ere en gennemsnitsalder på 24,9 år, mens de fire Boeing 767-300ER i gennemsnit har 22,7 år på bagen. Endelig er der tre Dash 8-200 og to Dash 8-Q400, der opereres af Air Iceland Connect, og disse fem fly er i gennemsnit 23,4 år gamle.

Icelandair var op til coronapandemien i gang med at tage beslutning om en flådefornyelse, men COVID-19 fik selskabet til at bremse op, indtil man kendte konsekvenserne af pandemien samt behovet i kølvandet derpå. Det fortalte Icelandairs koncernchef, Bogi Nils Bogason, onsdag ved et webinar arrangeret af CAPA (Center for Aviation).

“Lige før COVID ramte os, arbejdede vi på vores langsigtede flådestrategi, men vi satte det projekt lidt på pause, kan vi sige, under pandemien. Men nu genstarter vi projektet, og vi fokuserer på, hvilke fly der vil erstatte 757 på de længere missioner. Og planen er at afslutte dette arbejde inden årets udgang, ”sagde koncernchefen i tråd med, hvad der er blevet meldt ud i den seneste kvartalsrapport.

12 MAX-fly i 2022
Icelandair har den særlige udfordring, at der kan benyttes én flytype til de europæiske ruter og ruterne til den amerikanske østkyst, mens der kræves en anden flytype til de længere ruter på den amerikanske vestkyst, som eksempelvis Seattle og Portland.

Det er oplagt, at Icelandair fortsætter at udvide Boeing 737 MAX-flåden, der består af seks MAX 8 og tre MAX 9. I løbet af fjerde kvartal af 2021 vil der komme yderligere tre nye MAX 8, og i første kvartal 2022 vil endnu en MAX 9 ankomme til Reykjavik, så flåden kommer op på 12 enheder. Dermed vil udfasningen af Boeing 757-flyene allerede være godt i gang.

Når Icelandair flyver ind i 2023 vil selskabets flåde bestå af 15 Boeing 757, 12 Boeing 737 MAX samt fire Boeing 767. Herefter er det planen, at der i 2024 skal anskaffes yderligere fem nye fly, mens der i 2025 skal 11 nye fly ind i flåden.

Trods udfordringerne omkring groundingen samt de efterfølgende tovtrækkerier omkring kompensation fra den amerikanske flyproducent, så er Icelandair tilsyneladende tilfredse med flyenes ydeevne.

“Vi er meget tilfredse med præstationerne på Boeing 737 MAX, og flyet har overgået forventningerne, både hvad angår rækkevidde og brændstofeffektivitet. Det går selvfølgelig hånd i hånd. Og CO2-udledningen er omkring 36 procent lavere end på 757, så vi er ekstremt tilfredse med automatikkens ydeevne. Og flyet er naturligvis meget mere miljøvenligt end 757,” understregede Bogi Nils Bogason.

MAX 7 eller A321 til de længste ruter
Icelandair har tidligere luftet tanken om at kigge nærmere på Airbus-flyene, selvom det islandske flyselskab har været Boeing-operatør i mange år.

Airbus har nemlig flytypen, der har den nødvendige rækkevidde og en tilfredsstillende sædekapacitet. Det er A321neo og de særligt langtrækkende varianter, henholdsvis LR og XLR, der kan have interesse hos Icelandair. Grundudgaven af A321neo har en rækkevidde på 6.480 kilometer, mens LR kommer helt op på 7.400 kilometer, og det hele toppes med 8.700 kilometer hos XLR.

Til sammenligning leverer MAX 8 og MAX 9 en rækkevidde på 6.575 kilometer, mens MAX 7 med 172 sæder har 7.130 kilometer at give af. 

Med 5.820 kilometer fra Keflavik International Airport til Seattle-Tacoma International Airport, så kan Icelandair formentlig vælge at gå efter MAX 7-udgaven og acceptere, at der ikke kan være så mange passagerer ombord, eller også må selskabet supplere flåden med en af Airbus A321-varianterne, hvor det samtidig vil være muligt at få op til 240 sæder ombord. Til gengæld vil kompleksiteten blive øget, hvis der vælges fly fra to forskellige producenter.

 

Relaterede artikler:

Tre MAX-fly til Icelandair på en uge

Icelandair annullerer 25 procent af MAX-ordre

Her er Icelandairs første MAX-fly