- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Icelandair taber 1,4 milliarder kroner i første kvartal

Icelandair præsenterer mandag rapporten for årets første kvartal. Der forventes et driftsunderskud på 1,4 milliarder kroner, og i løbet af få uger vil likviditeten komme under pres.

Første kvartal er normalt ikke det bedste for Icelandair, der henter hovedparten af sine indtægter i den vigtige højsæson. Sidste år fik selskabet et driftsunderskud på 60 millioner dollars i første kvartal, men i 2020 forventes et negativt driftsresultat på 208 millioner dollars, eller lidt mere end 1,4 milliarder kroner.

Det oplyser Icelandair forud for offentliggørelsen af kvartalsrapporten den 4. maj.

Året startede ellers fint, hvor de to første måneder landede fint i forhold til budgetforventningerne, men marts har trukket det hele i et stort rødt minus som følge af COVID-19-pandemien.

Omsætningen faldt i første kvartal med 16 procent til 209 millioner dollars, og nedskrivning af goodwill på 115 millioner dollars samt et tab på brændstofprissikring på 51 millioner dollars var med til at bidrage til det negative resultat.

Kæmper for at sikre likviditet
Hos Icelandair er der en politik om, at der altid skal være minimum 200 millioner dollars – 1,36 milliarder kroner –  til rådighed i kontante reserver eller i form af kreditter.

Hvis udviklingen fortsætter med ingen eller begrænsede indtægter, så forventer Icelandair i løbet af få uger, at man kommer under grænsen på 200 millioner dollars i likviditetsreserve.

I øjeblikket er Icelandair ved at forberede en kapitalforhøjelse gennem udstedelse af nye aktier, og samtidig forhandles der med fagforeningerne om afskedigelse af 2.000 ansatte, hvilket er op imod halvdelen af den samlede arbejdsstyrke i den islandske luftfartskoncern. Herudover er der drøftelser med långivere, flyleasingselskaber og leverandører.

Fredag gav den islandske regering tilsagn om at stille en kreditfacilitet til rådighed eller at stille en garanti, så det vil være muligt at etablere yderligere kreditfaciliteter hos banker. Dette vil ske, når en kapitalforhøjelse er gennemført.

Indtil videre har Icelandair trukket i alle nødvendige håndtag for at standse blødningen, og det vil i løbet af de kommende tre måneder sikre en forbedret likviditet på 12 millioner dollars – 82 millioner kroner – om måneden.

 

Relaterede artikler:

Icelandair afskediger 45 procent af de ansatte

Icelandair på kapitaljagt

Icelandair sammenlægger koncernflyselskaber