Icelandair Boeing 757-300 (Foto: 123rf.com/profile_johann68 Stock Photo)

Icelandair på kapitaljagt

Med udsigt til ikke at få indtægter i april og maj kommer Icelandairs likviditesbeholdning under 1,4 milliarder kroner, og det tvinger selskabet i markedet for at finde kapital.

Flyselskaber over hele verden er i disse dage på kapitaljagt. Det gælder også hos Icelandair, der har en beslutning om, at der til enhver tid skal være mindst 200 millioner dollars, eller godt 1,4 milliarder kroner til rådighed i likviditesreserve.

Dette opfylder Icelandair i dag, men med udsigt til, at der ikke kommer penge i kassen i april og maj, vil selskabet falde under den grænse. Herudover er der usikkerhed om, hvornår trafikken kan blive genoptaget i et eller andet omfang, og allerede på nuværende tidspunkt har Icelandair reduceret hele sommertrafikprogrammet med 25 procent.

For at sikre, at Icelandair stadig kan opretholde den nødvendige finansielle polstring har selskabet engageret tre islandske banker som rådgivere til at igangsætte en proces, der skal styrke kapitalstrukturen på lang sigt, så Icelandair kommer ud af COVID-19-pandemien med en stærk finansiel position og lavere enhedsomkostninger, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

I denne proces indgår også en tæt dialog med den islandske regering, da Icelandair har stor betydning for at sikre Islands turistindtægter.

Tabte halvdelen af passagererne
Icelandair har netop offentliggjort trafiktallene fra marts måned, og de viser et passagerfald på 54 procent i forhold til samme måned året før. Blot 122.623 passagerer benyttede sig i marts af Icelandairs internationale ruter, og det var en tilbagegang på 145.117 passagerer, og samtidig faldt belægningen med 19,2 procentpoint til 61,9 procent.

Den største tilbagegang registrerede Icelandair i transfertrafikken mellem Europa og Nordamerika. Her var der en tilbagegang på 68 procent mod kun 48 procent i lokaltrafikken til og fra Island.

Også indenrigs- og regionaltrafikken hos Air Iceland Connect er blevet påvirket af COVID-19 og den deraf følgende lave efterspørgsel. Her var passagertabet i marts på 51 procent. Samtidig var der også færre passagerer i flyene med en belægning på 56,5 procent, hvilket repræsenterer et fald på 11,4 procentpoint.

 

Relaterede artikler:

Icelandair sammenlægger koncernflyselskaber

Icelandair afskediger 240 ansatte

Icelandair fortsætter flyvninger til USA