Indenrigsflytrafikken overhalet af Mols-Linien

Rederiet Mols-Linien transporterer årligt op imod 2 millioner passagerer på rederiets ruter mellem Jylland og Sjælland. I 2011 var der omkring 40.000 flere passagerer om bord på færgerne sammenlignet med indenrigsflyene fra København til Aalborg, Aarhus, Karup og Billund.

Det hårdt plagede passagerrederi Mols-Linien vejret atter morgenluft. Året 2012 er startet ganske godt, idet rederiet i øjeblikket sejler med 50 procent flere biler per afgang over Kattegat sammenlignet med samme periode sidste år.

Samtidig har Mols-Linien i 2011 overhalet indenrigsflyene, hvad angår samlet antal passagerer. På indenrigsflyruterne fra København til Aalborg, Aarhus, Karup og Billund var der i 2011 i alt 1,8 millionerer passagerer.

Men på Mols-Liniens færger var der 2,3 procent flere passagerer end i indenrigsflyene svarende til ca. 40.000 på årsbasis. I 2012 forventes omkring to millioner passagerer på hurtigfærgerne over Kattegat.

Den mest foretrukne transportform mellem landsdelene er dog stadig to- og firehjulede køretøjer. I 2011 passerede i alt 10,8 mio. køretøjer på Storebæltsbroen mellem Fyn og Sjælland. Næstefter Storebæltsbroen er DSB mest populær blandt de rejsende mellem landsdelene. Her kunne man i 2011 registrere i alt 8,6 mio. kunder mellem landsdelene.

Danmarks hidtil største hurtigfærge
Indfrielsen af ambitionerne for Mols-Linien skal hjælpes på vej af en ny hurtigfærge, der indsættes i drift den 2. maj.

“Vi mærker en stigende efterspørgsel på vores hurtigfærgeruter. Derfor indsætter vi nu Danmarks største katamaranfærge, som øger kapaciteten over Kattegat med 50 procent. Særligt de erhvervsrejsende vil kunne mærke kapacitetsløftet og fleksibiliteten på morgen- og aftenafgange til og fra Aarhus. Hurtigfærgerne overfører næsten 2 millioner passagerer hvert år, og tendensen er nu, at det kan blive endnu flere,² siger Mols-Liniens administrerende direktør, Søren Jespersen.

Den nye katamaranfærge får navnet KatExpress 1 og har en kapacitet på 1.200 passagerer og 417 personbiler. Den bliver Danmarks største hurtigfærge til dato.

Hidtil har Mols-Linien benytter færgerne Mai og Mie Mols, der har en kapacitet på 120 biler og 450 passagerer samt Max Mols, der kan medtage 220 biler og 780 passagerer. Den nye KatExpress 1 vil således have en kapacitet, der er næsten dobbelt så stor som Max Mols.

Mols-Linien sejler mellem Sjællands Odde og Ebeltoft på 50 minutter og mellem Sjællands Odde og Aarhus på 70 minutter.