Internet-søgning efter rejser stiger lige nu med 40 procent

Ordene ‘rejser’, ‘DSB’ og ‘flybilletter’ hitter stadig på internettet. Det viser den seneste oversigt fra Google over danske topsøgninger indenfor kategorien rejser igennem de seneste 90 dage. Men lige i disse dage er der andre søgeord, der trænger sig på.

Søgemaskinen Google er et direkte spejl af danskernes adfærd på en række forskellige områder – således også indenfor søgning efter rejser.

Når sommermånederne og børnenes skoleferie nærmer sig, stiger søgeintensiteten på Google eksplosivt efter opleveleses- og rejserelaterede ydelser.

Topsøgninger er udtryk for, hvad der er de mest populære søgninger over en given periode indenfor området rejser og turisme.

Ord som “rejser“, “Rejseplanen“, “flybilletter“, “DSB“ og “DMI“ topper konstant de øverste fem pladser på søgelisten. Men på pladserne fra nr. 5 til 10 sker der dog jævnligt udskiftninger. Dette naturligvis som følge af, at en række søgeord er sæsonbestemte.

Indenfor de seneste 7 dage er det nemlig ord som “byvejr“, “Spies“, “Tyrkiet“ og “Tivoli“, der har sneget sig ind som de 10 mest populære søgninger. Ikke overraskende i betragtning af, at vi står foran Sankt Hans, hvor mange gerne vil tjekke vejrudsigten. Samtidig starter børnenes skoleferie på fredag, hvor Danmarks største rejsearrangør, Spies, og en af de mest populære familiedestinationer Tyrkiet, således også vil befinde sig højt på hitlisten.

Ser man på kategorien “søgninger i fremgang“ er der også meget interessant at udlede af dette. Indenfor de seneste 7 dage har der været en kraftig vækst i søgeordet “Hurtigruten“, efter at norsk TV for nogle dage siden sendte 134 timers live-TV direkte fra en af Hurtigrutens sejladser.

Herhjemme er det sommerhusudlejning, der er i kraftig fremgang med en vækst på 70 % i søgningerne. Topscorererne lige nu er dog de store forlystelsesparker. Djurs Sommerland og Fårup Sommerland går henholdsvis 450 % og 350 % frem i øjeblikket.

Mandag den 13. juni og søndag den 19. juni har været de to dage i løbet af de seneste måneder, hvor danskerne mest aktivt har søgt på rejser. Her var søgningerne næste 40 procent over normalt niveau.