- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Iran Air stopper alle flyvninger til Europa

Iran Air har besluttet midlertidigt at suspendere alle Europa-flyvninger. Selskabet mener, at de europæiske myndigheder har indført restriktioner af dets flyvninger af ”ukendte årsager”.

Europæiske lufthavne vil i den kommende periode ikke få besøg af fly fra Iran Air.

Det iranske flyselskab har nemlig besluttet at indstille alle flyvninger til Europa, oplyser de civile iranske luftfartsmyndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

”Under hensyntagen til de begrænsninger, der af Europa er lagt på Iran Air-flyvninger af uklare grunde, er alle Iran Air-flyvninger til europæiske destinationer indstillet indtil videre,” lyder det.

Iran er et af de lande, de danske myndigheder fraråder ikke-nødvendige rejser til i forbindelse med coronavirussens udbrud. Iran har konstateret 194 dødsfald og over 6.500 smittede personer, og landet er sammen med Kina og Norditalien et af de hårdest ramte. Men Iran Air angiver ikke coronavirussen som årsag til suspenderingen af de europæiske flyvninger.

Anspændt forhold til Vesten
Ifølge flere luftfartsmedier nedlagde Det Europæiske Luftfartsagentur, EASA, forbud den 3. februar mod visse fly fra Iran Air. Forbuddet omfattede en Airbus A321-200 og to Airbus A330-200, der således ikke måtte flyve ind i europæisk luftrum, da flyene ikke havde gennemgået de nødvendige opgraderinger krævet for at flyve i Europa.

Iran Air blev den 2. marts desuden ramt af, at Sverige indførte midlertidig suspendering af Iran Air-flyvninger efter anbefaling fra de svenske sundhedsmyndigheder. Irans hovedstad, Teheran, var ikke i kontrol med de mange corona-smittede, lød det fra myndighederne.

The Association of Iranian Airlines spekulerer i, at Iran Air indstiller alle flyvninger til Europa som følge af vestlige sanktioner mod Iran snarere end en konsekvens af coronavirussens udbrud. Forholdet mellem Iran og vesten – herunder særligt USA – er anspændt, og tingene blev forværret, da det iranske militær den 8. januar 2020 ved en fejl skød et ukrainsk passagerfly ned kort efter afgang i Teheran.

Iran Air har flyvninger til flere europæiske destinationer – herunder, Paris, London, Amsterdam, Frankfurt, Wien, Rom samt til de svenske destinationer Stockholm og Göteborg.

I slutningen af 2017 opgav Iran Air at åbne en rute fra Teheran til Københavns Lufthavn, angiveligt fordi selskabet ikke kunne få lov at have bevæbnede vagter om bord på flyene.

 

Relaterede artikler:

Iran Air får fem fly trods kommende forbud

Iran Air opgiver at åbne CPH-rute

Sverige tillader igen direkte Iran-flyvninger