Iron Maiden lejer islandsk jumbojet

Det britiske heavy-metal band Iron Maiden tager på verdensturné i et Boeing 747-fly fra islandske Air Atlanta. Forsanger Bruce Dickinson vil selv sidde i cockpittet.

Glem alt om en slidt turbus, når det britiske heavy-metal band Iron Maiden næste år tager på en verdensturné, der ventes at omfatte 35 lande.

Bandet har anskaffet sig et Boeing 747-400 fly lejet fra Air Atlanta Icelandic til den kommende The Book of Souls World Tour. Det er noget af en opgradering fra tidligere turnéer, hvor man har kunnet nøjes med Boeing 757-200 fly.

Aftalen er kommet i stand via Bruce Dickinson, der er bandets forsanger og uddannet pilot. For få år siden var han ved siden af rollen som forsanger i Iron Maiden også pilot hos islandske Astraeus Airlines, der blandt andet fløj danske chartergæster til Thailand.

“Den største fordel ved at rejse i en Boeing 747 er, at vi på grund af flyets enorme størrelse vil kunne have hele vores scene-produktion og alt vores udstyr i lastrummet uden at skulle ombygge flyet, som det var tilfældet. da vi fløj med Boeing 757,“ fortæller Bruce Dickinson.

Det eneste Iron Maiden således skal gøre er at male flyet samt flytte rundt på nogle sæder, så bandets crew kan få optimale muligheder for at hvile sig på flyveturene. Med en rækkevidde på 13.000 kilometer vil det også være muligt at undgå fuel-stops, som af og til var nødvendigt med Boeing 757-flyet, der blev brugt på de tidligere turnéer i 2008, 2009 og 2011.

Uddanner sig til 747-pilot
Bruce Dickinson kommer selv til at sidde i cockpittet på en del af rejsen, hvor der skal tilbagelægges 88.500 kilometer, hvilket svarer til to gange rundt om jorden.

“Selvom vi har arbejdet meget med logistikken ved at bruge et fly af denne størrelse på turnéen, skal jeg stadig lære at flyve det, før vi kan komme nogle steder hen. Jeg er i øjeblikket ved at gennemføre typerating-uddannelse til pilot og kaptajn på Boeing 747 hos Cardiff Aviation,“ forklarer Bruce Dickinson.

Den kommende turné vil tage sin begyndelse i USA i slutningen af februar måned næste år. Herefter går turen i begyndelsen af marts til Central- og Sydamerika med koncerter i Mexico, El Salvador, Costa Rica, Argentina, Chile og Brasilien. Herefter går turen i slutningen af marts tilbage til USA til yderligere 10 shows og herefter til Canada.

I slutningen af april og i løbet af maj er der planlagt besøg i Japan, Kina, Australien og New Zealand, inden kursen sættes mod Sydafrika, før Europa-turnéen starter i maj måned. Det hele sluttes af i august efter en turné med besøg i 35 lande.

Iron Maiden-flyet er som vanligt døbt Ed Force One efter monster-karakteren Ed, hvis figur optræder på bandets albums og alle sceneshows.

Denne artikels skribent mødte Bruce Dickinson til et eksklusivt interview i Billund Lufthavn den 19. januar 2011. Læs artiklen her.