- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Juletrafikken reddet hos Air Greenland

En varslet kabinestrejke, der skulle være trådt i kraft fredag den 2. december, er blevet afblæst, da Air Greenland er nået til enighed om en ny overenskomst med kabinepersonalet.

En strejke blandt de kabineansatte hos Air Greenland, organiseret via Flyvebranchens Personale Union (FPU), kunne være brudt ud fredag den 2. december.

Konflikten er dog blevet afblæst, da de to parter onsdag har underskrevet en aftale om en ny overenskomst, der løber i fire år. Aftalen er kommet i stand med hjælp fra Forligsinstitutionen, og ingen af parterne ønsker konkret at udtale sig om indholdet.

Derimod kan Air Greenland glæde sig over, at juletrafikken er reddet, og at man onsdag i næste uge kan hjemflyve den nye Airbus A330-800neo til Kangerlussuaq fra Airbus-fabrikken i Toulouse.

“Jeg er lettet over at vi kan gennemføre vores operationer efter planen. På vegne af både kunder og medarbejdere og selskabet er jeg utrolig lettet over at vi nu kan afvikle juletrafikken som planlangt og jeg vil gerne takke vores kunder for deres forståelse,” udtaler Jacob Nitter Sørensen, administrerende direktør hos Air Greenland.

Forhandlinger siden efteråret 2021
En af knasterne for at nå frem til et forhandlingsresultat har været Air Greenlands ønske om at sikre en større fleksibilitet i vagtplanlægningen, mens FPU har forsøgt at beskytte medarbejdernes frihed i forhold til hvileperioder og sammenhængende fridage.

FPU udtrykker glæde over aftalen, og skriver i et separat tweet, at aftalen sikrer lønforhøjelse og bedre beskyttelse ar arbejdstiden.

“Jeg er glad for, at vi har fundet hinanden til et godt resultat, som sikrer at både indsats og kvaliteten af vores medlemmers arbejde anerkendes,” udtaler FPU’s næstformand, Anders Mark Jensen.

Forhandlingsforløbet blev startet op i efteråret 2021, og der skulle bruges 29 timer i Forligsinstitutionen for at nå frem til en aftale, der nu skal godkendes i baglandet hos begge parter.

“Jeg er glad for, at vi nu kan se frem til, at vi nu i en lang periode kan fokusere på at skabe en attraktiv og konkurrencedygtig arbejdsplads,” lyder det fra Mads B. Christensen, der er HR-direktør hos Air Greenland.

 

Relaterede artikler:

Air Greenland-strejke kan træde i kraft om en uge

Truer Air Greenland med julestrejke (Opd.)

Air Greenland advarer forud for konflikt