Mekanikere arbejder på Air Greenland-fly (Foto: Air Greenland | Facebook)

Er nået til enighed med Dansk Metal

Med bistand fra Forligsinstitutionen er det lykkedes at lande en aftale om en ny overenskomst for Air Greenlands flymekanikere organiseret hos Dansk Metal. Dermed reddes påsketrafikken.

En konflikt, der kunne have lammet flytrafikken til og fra Grønland fra den 6. april er blevet afblæst. Det meddelte Air Greenland lørdag aften.

Den afblæste konflikt er resultatet af forhandlinger i Forligsinstitutionen, der blev påbegyndt fredag. Air Greenland befandt sig på den ene side af bordet, og på den anden side var Dansk Metal som repræsentant for flymekanikere ansat i selskabet.

Parterne ønsker ikke at udtale sig om konkrete detaljer i den nye overenskomst, men fra begge sider understreges det, at der er lykkedes at holde forhandlingerne i en god og konstruktiv tone.

“Jeg er glad for at vi nu kan se fremad og fortsat fokusere på at skabe en attraktiv og konkurrencedygtig arbejdsplads.,” siger Mads B. Christensen, HR-direktør hos Air Greenland.

Hos Dansk Metal er man også glade for resultatet som sikrer at både indsats og kvaliteten af deres medlemmers arbejde anerkendes.

Store konsekvenser ved konflikt
Overenskomsten for flymekanikerne hos Air Greenland udløb i 2020, men grundet COVID-19 valgte parterne at forlænge aftalen indtil 2021. Siden er der blevet forhandlet om en ny aftale, men er først ny lykkedes at nå frem til et resultat under truslen om både strejke og lockout.

Dansk Metal havde varslet strejke for to mekanikere på atlantruten fra København til Kangerlussuaq fra 9. april, og som modsvar havde Air Greenland varslet lockout for alle flymekanikere i grønlandske lufthavne fra den 11. april.

Konfliktvarslet for de flymekanikerne på atlantruten ville have haft en meget omfattende konsekvens for Air Greenland og det grønlandske samfund. Halvdelen af selskabets passagerer og hovedparten af fragt, post samt visse fødevarer og medicin er koncentreret om ruten til og fra København. 

Herudover ville en efterfølgende lockout også have ramt Grønlandsmesterskaberne og de mange familiesammenkomster i påsken.

 

Relaterede artikler:

Air Greenland advarer forud for konflikt

Air Greenland forudser en meget dyr og langvarig konflikt

Udsigt til strejke og lockout hos Air Greenland