Jysk erhvervsliv flyver til lavpris

Omkring 20 procent af passagererne på Ryanairs største jyske ruter er erhvervsrejsende. Det afslørede det irske lavprisflyselskab i denne uge ved et dialogmøde med en række jyske virksomheder.

Det irske lavprisflyselskab Ryanair har ikke tradition for at gå i dialog med erhvervslivet. Men det var ikke desto mindre tilfældet, da flyselskabet i denne uge mødte Travel Managers og rejsebestillere fra en række af de største jyske virksomheder. Det var foreningen COTRA (Corporate Travel Denmark), der havde inviteret Ryanair forbi til et dialogmøde i Billund Lufthavn.

Her kunne Ryanair fortælle, at flyselskabet har været på det nordiske marked siden 1997, hvor man i dag har tre baser og samlet flyver fra 17 lufthavne op 193 ruter. Det svarer til syv mio. passagerer om året fordelt på 10 lufthavne i Sverige, tre i Norge, to i Finland samt to i Danmark.

I Danmark lancerede Ryanair sig i 1999 i Aarhus Lufthavn, og i dag er der 27 ruter og 1,1 mio. passagerer årligt fra to jyske lufthavn. Den langt overvejende part svarende til 900.000 årlige passagerer rejser med udgangspunkt fra basen i Billund Lufthavn, mens de sidste 200.000 flyver på de seks ruter til og fra Aarhus Lufthavn.

Den største rute fra Danmark er ruten fra Billund til London-Stansted, hvor Ryanair årligt har over 230.000 passagerer alene. Netop London-Stansted sammen med destinationer som Krakow, Bergamo-Milano, Rom og Budapest trækker en stor andel af erhvervsrejsende.

“På nogle afgange er der en 50/50 fordeling af erhvervs- og fritidsrejsende på ruten Stansted, mens gennemsnittet af erhvervsrejsende er omkring 30 procent for hele året. På de øvrige større ruter er omkring hver femte passagerer en forretningskunde,“ fortalte Elina Hakkarainen, der er ansvarlig for Ryanair´s salg og markedsføring i Norden.

Stort marked i Jylland
Hos Ryanair mener man, at der er et stort marked i Jylland for de forretningsrejsende, der ønsker at rejse direkte til udlandet og som ikke ønsker at betale hvad selskabet kalder “de høje billetpriser hos SAS.“

Udover de lave billetpriser fremhæver Ryanair muligheden for at forhåndsreservere samlet 45 sæder forrest i kabinen, over vingerne eller bagest i kabinen. Herudover kan man betale for “priority boarding“, hvilket erhvervsrejsende formentlig også vil sætte pris på. Endelig fremhæver Ryanair en punktlighed på 93 procent, en regularitet på 99,6 procent samt at flyselskabet er strejkefrit. For forretningsrejsende er der yderligere den fordel, at man må medbringe 10 kg kabinebagage, og at man derfor kan gå direkte til sikkerhedskontrollen i lufthavnen uden at skulle checke ind, hvis man ikke har brug for at indchecke bagage.

Ryanair har tilsyneladende flere ruter på vej fra basen i Billund Lufthavn. Sommertrafikprogrammet for 2014 forventes at blive præsenteret i slutningen af november måned, og her vil der formentlig være rutenyheder med i præsentationen. Der var blandt andet et konkret ønske om en Dublin-rute fra de jyske virksomheder.

Frustrerede virksomheder
De største rejseaktive jyske virksomheder benytter Ryanair i et stadig større omfang efterhånden som rutenetværket udvikles. Men der er ingen særlige fordele eller specialadgang til bookingsystemer. Virksomhedernes rejseafdelinger og rejsebestillere er tvunget til at bestille billetter på Ryanairs hjemmeside på lige fod med samtlige 81 mio. rejsende, der fløj med Ryanair i 2012.

Lavprisflyselskabets firkantede koncept og manglende support-funktion for rejsebureauer og erhvervsrejsende frustrerer tydeligvis virksomhederne. Procedurer som er standard i samarbejde med andre flyselskaber er ikke gældende hos Ryanair, hvilket er tids- og omkostningskrævende, når der skal bestilles eller ændres billetter hos det irske lavprisflyselskab, der kalder sig Europas eneste “ultra-low cost carrier“.

Men Ryanair vil gerne lytte. Flere af de forslag, som de jyske virksomheder stillede ved dialogmødet, er blevet noteret og sendt videre til den respektive afdeling i Ryanair, der arbejder med netop dette område.

“Vi lytter gerne til vore kunder, og hvis det er muligt at ændre på nogle ting, og det giver mening for Ryanair og andre kunder, så vil vi gerne gøre det.“ fastslog Elina Hakkarainen.