- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Kabineansat stoppede karrieren efter vægtkontrol

En 37-årig britisk kvinde har sagt sit job op hos Emirates, efter hun fik kritik for at veje for meget. Hun blev blandt andet udtaget til tilfældige vægtkontroller inden flyvninger.

Emirates har mistet en erfaren kabineansat, da vedkommende har sagt farvel og tak efter at have fået kritik for sin vægt.

Det er den 37-årige brite Duygu Karaman, der har fået nok af det mellemøstlige flyselskabs politik omkring vægt. Hun nåede at arbejde for Emirates i 10 år, men har taget sin afsked, da hun blandt andet har været tvunget i et treårigt vægtstyringsprogram. Det skriver det britiske medie The Mirror.

Programmet har blandt andet betydet, at hun ind i mellem er blevet trukket til side før flyvninger for at blive vejet. Emirates har angiveligt overvåget hendes krop, da en anonym kollega havde klaget over, at hun var ”for tung”.

Den britiske kabineansat er efter eget udsagn en størrelse medium og vejer 66,7 kilo. Alligevel begyndte Emirates at holde øje med hendes BMI, der er et mål for at finde ud af, om en person er overvægtig eller undervægtig. Duygu Karaman hævder, at hun blev sat på vægtstyringsprogrammet, da hun vejede to kilo for meget.

Frarådes at spise ris og brød
Duygu Karaman forklarer, at ernæringsafdelingen hos Emirates ikke gav mange råd. Man fik blot et A4-papir, hvor der eksempelvis stod ’spis ikke ris, spis ikke brød’. Den tidligere kabineansat forklarede flyselskabet, at hendes vægt helt naturligt ville svinge, og at tilfældige vægtkontroller ville gøre hende ked af det.

De kabineansatte skal angiveligt holde den krævede vægt i et år, før de kan fjernes fra vægtstyringsprogrammer. Hver gang, Duygu Karaman tog et kilo eller to på, blev hun sat tilbage til nul måneder.

Ifølge Duygu Karaman fik også andre medarbejdere overvåget deres vægt. Én person fik blandt andet foretaget en fedtsugning imod hendes læges råd, og en anden blev skåret i lønnen for at veje for meget.

Emirates: ’Vigtigt at være sund og rask’
Duygu Karaman hævder desuden, at Emirates ikke ansætter ældre kabinebesætningsmedlemmer, da flyselskabet kun vil have ”smukke mennesker”. Hun forklarer, at hun ikke blev anbefalet en bestemt vægt, da han begyndte i jobbet. Hun blev udelukkende bedt om at bevare et godt helbred og et godt fysisk udseende.

Den ifølge Emirates for høje vægt forhindrede dog ikke Duygu Karaman i at udføre sit job. I dag er hun i stedet begyndt at studere ved University of Reading for at blive diætist. Hun forklarer, at hun er blevet lykkeligere efter at have sagt op hos Emirates.

Emirates ønsker ifølge The Mirror ikke at kommentere på personalesager, men giver en mere generel kommentar til det britiske medie.

”Som et globalt flyselskab behandler vi vores medarbejderes trivsel med højeste prioritet. Vi mener, at det at være sund og rask – både fysisk og mentalt – er vigtigt for, at de kan udføre deres opgaver sikkert og effektivt. Vi er stolte af vores kolleger, der udgør Emirates’ kabinepersonale og arbejder i sikkerhedskritiske roller for at opretholde kvaliteten af ​​drift og service, som Emirates er kendt for,” siger en talsperson fra flyselskabet.

 

Relaterede artikler:

Overvægt tvinger 140 kabineansatte ud af vagtplan

Sådan er det at være cabin crew hos Emirates

Business Class hos Thai ikke for svært overvægtige