Stewardesser fra Pakistan International Airlines - PIA. (Arkivfoto: PIA | Facebook)

Overvægt tvinger 140 kabineansatte ud af vagtplan

Pakistansk flyselskab har problemer med for tungt personale. Allerede for over to år siden fik de ansatte besked på, at de skulle ned i vægt.  

Pakistan International Airlines (PIA) har netop taget 140 kabineansatte af vagtplanen, fordi de vejer for meget. Det skriver mediet aninews.in De ansatte har ikke kunnet leve op til en streng diæt her midt under COVID-19-pandemien, fortæller informerede kilder.

En talsperson for flyselskabet siger, at selskabet har modtaget adskillige klager over de ansatte. Talspersonen siger samtidig, at selskabet flere gange har advaret de ansatte om, at de var blevet for tunge, og at det ville få konsekvenser, hvis ikke de tabte sig.

Allerede i 2019 overvejede PIA at droppe overvægtigt kabinepersonale på de internationale flyvninger. I et memo  i januar 2019 blev de ansatte bedt om i løbet seks måneder at komme ned på et acceptabelt niveau.

Vægt efter højde og bygning
Hidtil var det blevet accepteret, at en ansat kunne veje op til 14 kilo for meget, men det tal skulle ned på nul kilo. PIA udarbejdede retningslinjer for, hvad man måtte veje. En medium kvinde, der er omkring 170 centimeter høj, måtte for eksempel veje et sted mellem 60 kilo og 67 kilo.

Dengang fortalte Mashhood Tajwar, en talsmand for PIA, til den amerikanske tv-station CNN at cirka 100 – lidt over fem procent – af besætningen ville være nødt til at tabe sig inden den 1. juli for at undgå blive grounded.

Smarte, slanke og fit
Mashhood Tajwar sagde at memoet om vægttab var ”en regelmæssig, rutinemæssig sag” der blev udstedt for at sikre, at stewardesser var ”slanke, smarte og fit.”

”Ingen bryder sig om at have en sjusket besætning i flyet,” sagde han og tilføjede, at flyselskabet havde modtaget klager over ”overvægtige” stewardesser, uden at uddybe hvor mange passagerer der havde taget problemer med kabinepersonalet vægt.

PIA er Pakistans nationale flyselskab. Det har en flåde på 27 fly, som er en blanding af Boeing 777, Airbus A320 og ATR 42/72. I 2020 forbød EASA i seks måneder selskabet at operere i EU, da man var bekymret over, at mange af selskabets piloter havde snydt med deres certifikater.

 

Relaterede artikler:

Pakistan International Airlines får flyveforbud i EU

150 PIA-piloter har snydt med certifikaterne

Forfejlet landingsforsøg blev fatalt for PIA-fly