Der var kage ved den officielle åbning af Turkish Airlines-ruten til Billund.

Kagekonkurrence vundet af Billund Lufthavn

Det internationalt anerkendte branchesite anna.aero udvælger hver uge den mest kreative ruteåbningskage. I denne uge vandt Billund Lufthavn med en kage fremstillet til åbningen af Turkish Airlines-ruten fra Billund til Istanbul.

Når nye flyruter åbnes sker det oftest med stor festivitas, der indebærer taler, snoreklipning og ikke mindst den traditionelle ruteåbningskage.

Det internationale luftfartssite anna.aero, der er en forkortelse afAirline Network News & Analysis, vælger hver uge den mest kreative kage fra de mange ruteåbninger, der finder sted over hele verden.

Hæderen for ugens kage går til Billund Lufthavn, der havde skabt et mesterværk indhyllet i marcipan i forbindelse med mandagens åbning af den direkte flyrute med Turkish Airlines til Istanbul.

Vandt over Barcelona og Riga
Der var rigtig mange i Billund Lufthavn til at føre kniven, da kagen skulle skæres for.

Ikke færre end fire repræsentanter fra Turkish Airlines samt to repræsentanter fra Billund Lufthavn var med i arbejdet, da der blev skåret i konditormesterværket.

Billund Lufthavn oplyser, at den nu berømte kage er blevet lavet af Pia Heltborg, der er ansat som F&B koordinator i den jyske lufthavn.

Billund-kagen sejrede i tæt opløb med en kage fra Barcelona El Prat-lufthavnen, der fejrede en ny Emirates-rute til Dubaisamt Riga International Airport, der havde lavet en kage i anledning afIberias Express-ruteåbningen til Madrid.